Vores tur til Nusa Lembongan overraskede os positivt på mange måder. Ikke mindst fordi vi vandt i bungalow-lotteriet.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Den lille ø blev et større eventyr end forventet. Weekenden blev forlænget til en uge. Og vi fandt lykken i form af en bungalow hos Twin Island Villas. Med privat pool og guddommelig udsigt udover floden mellem Lembongan og naboøen Ceningan.
Det, der i første omgang lokkede os hertil, var gode venners anbefaling og backpacker-biblen Lonely Planets korte beskrivelse: ”Lembongan er det Bali, som du drømmer om, men aldrig finder.”
Men det, der fik os til at blive, var opfyldelsen af bungalow-drømme, nye venner blandt de lokale, en kælen hund ved navn Princess – og Fluffy. En kæmpestor og insekt-gnaskende gekko, som Martin (der altid bliver ædt af myg) nu overvejer at adoptere.
Du kan læse om vores oplevelser på øen i rejseartiklen: “Nusa Lembongan – Balis paradisiske naboø.” / Update 2016: Vi har fået flere forespørgsler på rejsetips til øen og har derfor skrevet en kort rejseguide, her.



