De schweiziske alper gjorde os selskab på anden etape, hvor landskabet og stierne var lige så varierende som vejret. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag ser ud på Tour du Mont Blanc – om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene og hvad man får at spise i hytterne.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Da vækkeruret ringer klokken kvart i syv om morgenen, hverken lyder eller føles det som ferie. Kroppen er lettere mør og har i løbet af natten transformeret sig til et tredimensionelt landkort over muskler, vi havde glemt fandtes. Især omkring knæene kan det mærkes, at vi er langt væk fra pandekageflade Danmark.
Hjemmefra har vi trænet op til turen ved at vandre lange ture i bakket terræn. Vi indrømmer blankt, at det er optimistisk at forberede sig til bjergvandring i et land, hvor et af de højeste punkter er Himmelbjerget. Det klinger jo i sig selv af storhedsvanvid at kalde en bakke på blot 147 meter for … et bjerg! Eller ’The Sky Mountain’, som det direkte kan oversættes til, og altid udløser et grin hos folk fra andre lande, når vi fortæller om det.
Lettere søvndrukne slår vi dynerne til side og trækker gardinet fra i det lille dobbeltværelse. Wow! Udsigten til de grandiose bjerge, der rejser sig mod himlen lige uden for vores vindue, er slående. Og nu vælter det ind med dugfriske minder fra gårsdagens oplevelser og den berusende følelse af at vandre i de vidtstrakte landskaber. Bedre benzin findes vist ikke.
Ivrige efter at se, hvad næste etape bringer, kommer vi hurtigt i tøjet og går i gang med at pakke taskerne. Imens begynder regngrå skyer at trække sig sammen på den blå himmel. Vejret ulmer, og forude venter en lille udfordring, vi ikke havde set komme …
Pakning af rygsækken
Som nybegyndere udi bjergvandring har vi valgt en såkaldt komfort-udgave af Tour du Mont Blanc (TMB). Hjemmefra har vi købt en pakke gennem et rejsebureau, der har planlagt en rute og sørget for, at vores bagage bliver fragtet fra hytte til hytte. På den måde har vi friheden til at vandre på egen hånd, men uden at skulle bekymre os om at finde husly hver aften eller slæbe på fuld oppakning.
Ikke at vandreturen dermed er nem. Ruten består af bjergrige etaper, der sammenlagt bugter sig over 10.000 højdemeter og sjældent byder på flade stræk. Gud havde tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne. For oftest går stierne enten op eller ned. Lige ud findes stort set ikke. Så jo mindre vægt på ryggen, jo bedre – hvis du spørger os.
Hver morgen pakker vi derfor to tasker. En stor taske med al vores habengut, der bliver kørt til næste hytte, og en lille rygsæk, der kun indeholder de mest nødvendige ting til dagens vandring. Småting såsom kort over vandreruten, solcreme, solbriller, drikkevand, frokost, snacks og kamera. Derudover skal der være lidt ekstra plads i rygsækken til skiftetøj.
Vandretøj til bjergvejr
Vejret i bjergene er en lunefuld fætter. Det er hurtigt omskifteligt, og temperaturene svinger mellem 10 og 25 grader. Det er køligt om morgenen, når vi går af sted ved 8-tiden, og bliver varmere op ad dagen. Samtidig kan det være en vindrig fornøjelse af passere åbne bjergpas, så det er godt at have et varmt lag på, selvom turen derop i sig selv er en svedig fornøjelse.
Fra morgenstunden iklæder vi os derfor tre lag tøj, som skulle vi vandre gennem flere årstider på bare én dag. Inderst har vi en langærmet trøje i merinould, der både fungerer som et svedtransporterende og temperaturregulerende lag. Dernæst en hættetrøje i fleece/merino, og med i rygsækken har vi en skaljakke, der er regn- og vindtæt.
Vi tager overraskende ofte tøj af og på – og i forskellige kombinationer – i løbet af dagen. Så de mest praktiske beklædningsgenstande bliver hurtigt vores favoritter. Det er fx første gang, vi har ejet lange bukser, der kan lynes af til shorts – og vi er vilde med dem! Derudover er Buff’en, et strækbart halsrør, uundværligt. Det fylder ingenting i tasken og fungerer både som halstørklæde, pandebånd og håndledsvarmer, når det er køligt, og en let hovedbeklædning, når solen er skarp.
Morgenmad i Alperne
Iklædt vandreuniform mangler vi kun at fylde energidepoterne op. Spisesalen ligger i stuen og er et højtloftet rum med lange borde, voksduge og store spejle på hvidmalede vægge. Sammenlignet med turens andre overnatningssteder er indretningen på vandrehotellet La Grande Ourse det mindst alpeidylliske. Men det er rent, rummeligt og funktionelt i bedste schweiziske ordenstil.
En gruppe af vandrere har allerede indfundet sig rundt omkring ved bordene og sat sig på de samme pladser, som køkkenmutters papirlapper med navne dikterede i går. Selvom det føles lettere kontrollerende med den konforme bordplan, gør den uden tvivl livet lettere for alle. Pladsen er trang i højsæsonen, og planen sikrer, at der ikke opstår stoledans.
Vi kan genkende de fleste fra middagen i går og hilser godmorgen, inden vi går i buffeten. Helt klassisk for overnatningsstederne langs vandreruten er hotellet inklusiv halvpension, og alle hytter kører nogenlunde efter samme setup, der er tilpasset vandreres rutiner og behov. Morgenmaden sættes frem i spisesalen fra klokken syv til otte, og buffeten består typisk af toastbrød, smør, ost, marmelade, frugt, cornflakes med mælk samt kaffe og te.
Efter vi er tanket op på kulhydrater og koffein, henter vi vores frokostsandwich, som vi har bestilt aftenen før, i køkkenet. Derefter afleverer vi den store bagage i receptionen og sikrer os, at de grønne mærkater med rejsebureauets logo sidder på, så chaufføren kan finde dem blandt stakken af tasker. Vi er tydeligvis ikke de eneste, der har valgt komfort-versionen af Tour du Mont Blanc.
Langt fra hverdag
En time efter vi er stået op, trækker vi forventningsfulde rygsækkene på. Forude venter en ny etape, og det eneste de hver især har tilfælles er, at de bringer os fra bunden af en græsklædt dal, over høje bjergpas og ned igen på den anden side. I dag venter en vandretur på 18 km og lidt over 2.000 meter høje bjergpas. Men det bliver ikke turen derop, der byder på dagens udfordring. Det bliver turen ned.
Lidt uden for landbyen finder vi TMB-sporet, svinger over asfaltvejen og ind på en smal sti, der går op mod Col de la Forclaz – dagens første bjergpas i lidt over 1.500 meters højde. Det betyder, at vi skal vandre knap 300 meter op i løbet af den næste times tid. Og det på et tidspunkt af dagen, hvor vi normalt sætter os ned foran computeren i hvert vores kontorlandskab.
Kontrasten mellem vandreferie og hverdag kan vist ikke være større.
Stien snor sig stejlt op gennem en tæt nåleskov, og vi bliver gentagende gange overrasket over, hvor hurtigt den rodknoldede skovsti bringer os højt til vejrs, når vi af og til kan kigge ud gennem rammen af grønt. Det er en fabelagtig udsigt. Til dalen under os og til bjergene i horisonten.
Svært at regne ud
Efterhånden som vi nærmer os passet, jo mere stenet bliver stien, og jo mindre tæt bliver skoven. Først nu kan vi mærke små regndråber falde forsigtigt fra himlen over os. ”Skal vi vædde med, at det stopper, hvis vi tager regntøj på”, siger Martin. De sidste 5-10 minutter har vi diskuteret, hvorvidt det regner nok til, at vi gider skifte – og imens er regnen taget til.
Det er et væddemål, jeg godt gider, at Martin vinder.
Vi beslutter at skifte hættetrøjerne ud med regnjakker og krænge regnslag udover rygsækkene. Mens vi møffer rundt, kommer et andet par stridende op ad den stejle sti bag os. De har talt om præcis det samme, fortæller manden med et forpustet grin. Regn eller ej, så er tøjskiftet en velkommen pause.
Længere fremme begynder stien endelig at flade lidt ud. Vi kommer gennem skoven og ud til et åbent plateau med grønt græs og små søer, og for første gang har vi et frit udsyn til bjerglandskabet, der omgiver os. Regnskyerne hænger lavt på himlen, som grå guirlander mellem de hvide spidse tinder. Det ser olmt ud. Men det regner ikke.
Status: 1-0 til Martin.
Frokost med udsigt
Midt på dagen slår stien et sving op over et højdedrag og åbenbarer et view udover en bølgende grøn bjergside. Det giver et sug i maven at kunne se så langt og samtidig ikke se andet end bjerge. Vi befinder os 2.049 meter over vandets overflade. Under os snor stien sig som en tynd tråd gennem landskabet og forbi en gammel gård, der ligger idyllisk midt på bakken.
Det er Alpage de Bovine, vores frokoststop. Her er en lille stenhytte lavet om til et rustikt spisested, hvor vandrere kan købe retter a la omelet, tærte og baguette og forrette sin nødtørft. I løbet af ugen passerer vi på hver etape bjerghytter som denne. Oftest køber vi blot en kop kaffe eller en cola og låner toilettet. For vi foretrækker at medbringe vores egen frokost, så vi selv kan vælge, hvor og hvornår vi vil spise.
Mens vi vandrer mod hytten, brænder solen gennem skyerne. Jeg kigger tilbage på Martin, som griner af mig. Jeg smiler så stort, at jeg ligner en flækket træsko. Det er bemærkelsesværdigt, så hurtigt vejret kan skifte i bjergene. Men hurra for det! For nu kan vi spise vores sandwich siddende i græsset – i det fineste solskin og med et uforglemmelig panorama. Vi har klaret dagens opstigning. Herfra går det storset kun nedad bakke.
Stien, der forsvandt
Vi kan høre det, før vi det ser. Vand, der fosser ned ad en stenet bjergside. Indtil nu har vores største bekymring været, om vi overhovedet kunne komme rundt om Mont Blanc på grund af vinterens usædvanligt store mængder af sne. Vi havde egentlig ikke tænkt så meget over, at vi befinder os i bjergene på den tid af året, hvor sneen smelter, og vandet galoperer en vej: nedad.
Vi har netop tilbagelagt en lettere strabadserende nedstigning. En stejl skovsti med løse sten ovenpå grov grus. Rrrrrtttssschhh … Vi rutsjede konstant og ufrivilligt, som var stien en bølge og vores støvler et surfbræt, der blev revet med af naturens kræfter. Uden vandrestave var vi røget på røven. Mange gange.
Derefter ændrede stien sig til store, kantede klippesten og udfordrede balancen på ny. Det føltes, som om vi legede jorden er giftig, når vi med store skridt trådte fra sten til sten. Og nu står vi her. Stien har ført os gennem et tæt buskads og ud til en lysning, hvor den forsvinder under en bred tunge af frådende vand. Det er svært at se bunden under det vilde vandløb, der forsætter lukt udover en skrænt.
Martin kanter sig langs det grønne i forsøget på at finde et sted, vi kan krydse over. Lidt længere oppe træder han prøvende ud i vandet, der hvirvler rundt om bunden af hans støvler. Det er tryk på strømmen, men den er langt fra så voldsom, at han ikke kan stå imod. Skridt for skridt træder han fra sten og sten og peger, hvor jeg kan følge efter.
Vi griner fjoget af hinanden, da vi lidt efter er kommet over på den anden side – uden problemer. Vandløbet både lød og så langt værre ud, end det var. Vi finder hurtigt tilbage på stien, og herfra venter en langt mindre udfordrende vandretur. Sidste del af etapen går ad grusveje i nåleskove og brede jordstier omkranset af lårhøje bregner. Og over flere mindre vandløb, som vi vader igennem, som har vi aldrig gjort andet.
Når du vandrer i begyndelsen af sæsonen (midt juni), fører det et par mindre udfordringer med sig i form af både snedriver og smeltevand. Men udsigten til det varierende landskab er det hele værd. Øerne af sne lyser op i stærk kontrast til bjergenes grønne og granitgrå farver. Det ser vanvittigt flot ud!
Aftensmad i hyttesko
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Relais d’Arpette, vores hytte for natten. Her guider receptionisten os ned i kælderen, hvor vi både finder vores bagage og et adskilt tørrerum, hvor alle vandrere skal stille deres støvler. En pikant lugt af sure sokker afslører en af de praktiske årsager til, at alle bedes parkerer fodtøjet her.
Vi hopper i vores medbragte skiftesko, som vi har lagt klar øverst i den store taske, og bærer vores ting op på værelset. De fleste bjerghytter tilbyder primært overnatning i sovesale og køjesenge, men med i vores komfort-pakke følger eget dobbeltværelse. Bad og toilet er fælles.
Vi tager et hurtigt bad og tøffer en tur i baren. For der er intet, der smager så godt, som en kold øl efter syv-otte timers vandring og til udsigten af de selvsamme granitgrå kæmper, der har gjort os selskab. Den næste øl bliver akkompagneret af planlægning for morgendagen. Vi læser rutebeskrivelsen, tjekker vejrudsigten og forudbestiller frokostsandwich hos køkkenet.
Aftensmaden serveres klokken 19 og er en alpeidyllisk version af familiefester i et forsamlingshus. Hver aften får vi serveret en trerettersmenu fra det lokale køkken, ofte med mulighed for at vælge mellem to-tre forskellige varianter af hovedretten. Forretten er typisk en varm suppe. Hovedretten består af kød, pasta eller polenta og lidt grøntsager. Og desserten er kage eller is med frugtsalat.
Det er svært ikke at være begejstret over konceptet. At spise trerettersmenu hver dag. Men hvor familiefester ofte fortsætter med musik og dans til langt ud på natten, fortsætter vandrefolket direkte på hovedet i seng. I bjergene er Ole Lukøje arbejdsløs. Vi falder i søvn i samme moment, kinderne rammer puden. Og vi vågner først, da vækkeuret ringer.
Nyttige tips til anden MTB-etape
I vandreguiden, vi har fået af rejsebureauet, står der anført forskellige data om dagens etape – bl.a. hvor lang den er, og hvor mange timer den tager at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser.
For at give et mere realistisk billede af vandreturen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.
TMB etape 2
• Rute: Fra Trient til Arpette
• Kilometer: 17.5km (25km)
• Højdeforskel: 1000 m op / 700 m ned
• Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 372
• Højeste punkt: 2049 meter
• Tid: 5-6 timer (8 timer)
Overnatning
- Trient: La Grande Ourse
- Arpette: Relais d’Arpette
