Rejseblog: Gili – tre små øer med store oplevelser under vand

Stikker du hovedet under vand ved Gili-øerne, forstår du, hvorfor dykkerne flokkes om de tre små øer nordvest for Lombok. Vi nåede knap nok under vand, før vi mødte den første havskildpadde.

Skrevet af Mette / Foto af Martin

Inden afrejse havde vi læst i en rejseguide, at du skal være heldig, hvis du ikke ser en havskildpadde, når du hopper i vandet ved Gili-øerne. Ordet ’ikke’ gjorde øerne ret interessante. Og rejseguiden utroværdig. For kan man overhovedet give den slags garantier?

Heldigvis er havskildpadder ret ligeglade med både rejseguides og garantier. For vi nærmest snublede over den første, da vi kort efter ankomst måtte testprøve det azurblå, klare vand få meter fra vores bungalow.

Vi har lejet en traditionel træhytte på Gili Trawangan, der er en af de tre små tropeøer mellem Bali og Lombok i Indonesien. De to andre øer hedder Gili Air og Gili Meno, og for bare 25 år siden var de alle tre næsten ubeboet.

Gili betyder ’lille ø’ på sasak, som er det sprog de lokale taler på Lombok. Gili Trawangan, som er længst fremme i udviklingen af et ferieparadis, er bare 2 x 3 kilometer. Her er ingen asfalterede veje, motoriserede køretøjer er forbudt, og eneste transportmiddel er små hestevogne, cykler eller egne fødder.

Øen er dog ikke større, end du kan gå den rundt på knap to timer med små stop undervejs. Og udover en samling restauranter, barer og butikker, så sker der ikke meget på land. Her er befriende fredeligt til sammenligning med den sydlige del af Bali, hvor vi netop er kommet fra. Til gengæld åbenbarer sig en stor verden under vand.

Jeg ved ikke, om det var mødet med havskildpadden, der gjorde, at vi samme aften forlængede vores ophold et par ekstra dage. Eller om det solnedgangen, som vi oplevede fra stranden. Med hver vores Bintang-øl i hånden og i en så afslappet tilstand, at vores kroppe smeltede form efter sækkestolene, vi flød i.

Uanset, så er vi glade for, at vi fulgte rejseguidens råd: Husk at medbring snorkelmaske og svømmefødder, når du besøger Gili-øerne. For i morgen skal vi svømme med havskildpadder. Igen.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at dele den med andre.

2 COMMENTS

  1. Hej MM. Jeg er helt vildt inspireret af jeres blog. Hvor er den smuk og indbydende. Min familien og jeg er netop ved at kigge på ferie på Bali, og jeg bliver ikke mindre begejstret for Bali, når jeg læser jeres sider her. Har I erfaring med at rejse i Oktober måned? Vi får lidt blandede tilbagemeldinger omkring regntid? men hvad siger jeres erfaring? Desuden har jeg selv en lille nystartet rejseblog for familievenlige ferier. Måske vil I kigge forbi den en dag? I hvert fald er jeres blog meget inspirerende og virkelig anbefalelsesværdig
    Dbh. Pia
    https://mine-rejser.dk

    • Hej Pia

      Tusind tak for din søde besked – den er vi glade for 🙂

      Vi var faktisk på Bali i september-oktober 2022. Du kan se flere billeder i vores story på Insta. September bød på fremragende vejr, men oktober var en lidt blandet fornøjelse. Nogle dage regnede det fra morgen til aften, men vi kunne forstå på de lokale, at det dog regnede mere end det plejer. Men ak, sådan er det jo med vejret i hele verden. Intet er som det plejer.

      Med det sagt så havde vi også nogle superfine oktober-dage. Vi rejste lidt efter, hvor vejret så bedst ud – og det skulle efter sigende være mere tørt på den nordøstlige del af øen. Vi havde i hvert fald godt vejr i Amed, mens vi kunne se, at det regnede heftigt i fx Ubud og Canggu.

      Tillykke med rejsebloggen – den ser supergodt ud! Vi glæder os til at følge med. Kan også se, at du er fra Ærø? Åh, den ø har lææææænge talt om at besøge. Den må blive en af vores første ture, når vi en dag kommer hjem!

      🙂 Mette

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here