Før vi rejste til Costa Rica, havde vi både læst og hørt, at Arenal er en af verdens ti aktive vulkaner, der sprutter med lava og kaster med sten, så det både ligner og lyder som et kæmpe festfyrværkeri. Vi skulle snart blive klogere …
Skrevet af Mette / Foto af Martin
”Så hiv dog op i skørterne!” råbte jeg frustreret og skulede olmt ud mod den store grå sky, der hang lige ude foran vores hytte. Den hang som et himmelhøjt klæde mellem os og vulkanen Arenal, som vi kun kunne se bunden af. Og som vi ikke havde set andet af, siden vi ankom til La Fortuna fire dage tidligere. En gang imellem lettede skybankerne ganske lidt og efterlod os paralyserede. For tænk nu, hvis vi gik glip af det nanosekund, hvor hele af den kegleformede krop kom til syne?
Viewet til den verdensberømte vulkan skulle have været et brag af en afslutning på vores road trip i Costa Rica. Bogstaveligt talt. For vi havde både læst og hørt, at Arenal er en af verdens ti aktive vulkaner, der sprutter med lava og kaster med sten, så det både ligner og lyder som et kæmpe festfyrværkeri. ”En vulkan med udbrudsgaranti”, har et dansk rejsebureau ligefrem skrevet på deres hjemmeside.
Vi havde derfor planlagt, at vi skulle sidde dér på terrassen, i den udendørs jacuzzi, i vores luksushytte (med verdens største og mest corny badeværelse – bemærk bruseren, der er et mini-vandfald) og lade os imponere af synet af naturens kraftfulde vidunder. Naturligvis med en kold flaske hvidvin. Ja da!
I stedet blev viewet et af vores lavpunkter … Og lavpunktet var i forvejen lavt. Tillad mig at forklare ved lige at skrue tiden tilbage til en af vores allerførste dage i Costa Rica, hvor vi mødte en canadisk tilflytter, der spurgte ind til vores costaricanske rejseplaner.
Vi remsede op: Manuel Antonio, Jaco, Santa Teresa, Tamarindo, Monteverde og – naturligvis! – vulkanen Arenal. . Og så sagde manden noget, der fik os til at føle, at han verbalt hev bukserne ned på os og efterlod os stående med røven bar i klaskehøjde:
”But – haven’t anybody told you
that the volcano died last year?!”
Personligt ville jeg ønske, at han havde taget et billede af vores ansigtsudtryk, da hanbreakede os den gamle nyhed. Det kunne vi ha’ grinet af … om hundrede år. Og vi kunne ha’ grinet endnu mere af, at vulkanen smed skydækket dagen efter vi rejste derfra. Men nok først om tusind år … Argh!
På det forhenværende observatorium for vulkanen, Arenal Observatory Lodge – som i dag er omdannet til et populært hotel – fik vi beviset på vulkanens død: Stregerne på seismografen i forskernes kontroltårn rørte sig ikke ud af flækken. I hvert fald ikke i de fem minutter, hvor jeg nedstirrede den …
