VELKOMMEN

Elsker du også at rejse? Så er du landet det helt rigtige sted. Her får du vores rejsehistorie og en kort introduktion til bloggen.

Hej!

Vi er Mette & Martin

Et ægtepar i 40'erne, der har flere stempler i passet end ejendele i Danmark. Vi mødte hinanden, da vi var i midten af 20'erne, og vi var forlovet så længe, at vores venner troede, vi selv havde glemt det. Men sandheden var, at hver gang vi havde penge til et bryllup, ville vi hellere bruge dem på at rejse.

Efter et par år med flere rundrejser i bl.a. Asien gik turen til USA i 2013. Her udviklede en lidt spontan idé sig til det perfekte bryllup. Vi sagde hemmeligt "I do" til hinanden i et lille trækapel i Las Vegas og stak af på et honeymoon-roadtrip langs vestkysten.

Siden har vi rejst i store dele af verden, og i september 2022 besluttede vi at tage afsted på vores livs største rejse. Vi sagde vores jobs op, solgte alle vores ejendele og købte to envejsbilletter til Indonesien for at forfølge en drøm: at rejse rundt i verden på fuldtid.

Hverken freelancelivet eller bloggeriet er dog nyt for os. Vi søsatte vores første rejseblog 'Mette & Martin Rejser' for år tilbage - i en tidsalder, hvor verden var uden Instagram, og rejser blev planlagt med Lonely Planet. Dengang fungerede bloggen som online postkort til dem derhjemme, men med tiden læste flere med, og i 2017 blev den kåret til Danmarks bedste rejseblog.

I dag har vi relanceret siden med navnet 'MM on the go', så den både kan læses på dansk og engelsk. Vil du holdes opdateret om vores færd, kan du tilmelde dig vores NYHEDSBREV - og følge med på de sociale medier. Her viser vi rejselivet, som vi oplever det 'on the go'.

Og hvad med bryllupsfesten, spørger du? Den må vist vente et par år endnu ...

Mette Martin travel blog
Mette MM on the go

Bag ordene

Mette

Siden altid har Mette haft en længsel efter at opleve fremmede himmelstrøg. Om det skyldes, at en stor del af hendes familie allerede bor og har rødder rundt omkring i verden, vides ikke. Men rejselysten er i hvert fald lige så stor en del af Mette, som hendes hang til at spise flødeboller, kaste kærlighed på dyr og læse bøger.

Derfor var det måske heller ikke helt tilfældigt, at hun fik sit første job i bogbranchen, mens hun læste på universitet. I snart to årtier har hun arbejdet med PR, events og sociale medier for nogle af landets største forlag, bl.a. Gyldendal, Rosinante, Politiken og senest som pressechef for Gutkind.

Bag kameraet

Martin

Hvis der findes et katalog over forskellige rejsetyper, har Martin sat flueben ved de fleste. Hans første rejserminder stammer fra ikoniske charterferier med familien, og de største hænger sammen med friheden til at gå på eventyr i store landskaber og lokale køkkener – altid med et kamera i hånden.

Men egentlig begyndte hans livslange karriere som selvstændig instruktør og fotograf på den modsatte side af kameraet. Som dreng blev han streetcastet til at medvirke i en finsk reklamefilm, og oplevelsen blev hans vej ind i filmens verden. I dag står han bag alt fra musikvideoer og prisnominerede kortfilm til fotografier for magasiner og rejsebureauer.

Martin MM on the go

Om bloggen

Rejseguides og fortællinger

Så, hvad kan du forvente at finde på 'MM on the go'? Her deler vi både udførlige guides og personlige fortællinger, der inviterer dig med på vores rejser til de steder, der har gjort størst indtryk på os.

Vi rejser for at opleve, og ingen rejseform er bedre end den anden. Derfor er vi også blandt de typer af rejsende, som ikke helt kan kategoriseres. Vi er roadtrip'ere, vandrefolk, storbyfans, øhoppere og madglade. Vi er backpack’ere på budget og og luksus-rejsende i den syvende himmel – og ofte alle ting på én og samme rejse.

Vi holder af at rejse langsomt og vores freelanceliv gør det muligt, at vi kan bo hvert sted i længere tid, end man normalt har mulighed for på en ferie. Det giver os den fordel at kunne lære en destination bedre at kende. Vi har tid til at finde de lokale perler - og falde i alskens fælder. Ved at dele vores favoritter, men også fejl og udfordringer, håber vi at kunne hjælpe dig med at få mest ud af din egen rejse.

Vores formål med 'MM on the go' er at skabe et uafhængigt rejsefællesskab, og vi sætter en ære i, at du kan stole på det, vi skriver og anbefaler. Af samme grund bringer vi heller ikke annoncer eller spammer dig med irrelevant indhold.

Af og til teamer vi op med rejsearrangører og deler links til ting, som vi selv bruger og synes er de bedste. Hvis du vælger at benytte dig af vores links, støtter du vores rejseblog. I nogle tilfælde tjener vi nemlig en lille kommission - uden at det koster ekstra for dig. Linket er gratis. Til gengæld hjælper det os med at drive bloggen.

Tusind tak, fordi du læser med. Det betyder meget for os. Vi håber, at du finder masser af inspiration til din næste rejse, og at du har lyst til at dele dine oplevelser med os.

Bon voyage!

Travel Guide MM on the go

Start her

Find inspiration til din rejse

Vi har lavet denne rejseblog til dig, der søger inspiration til nye oplevelser - uanset om rejsen er en weekendtur, to ugers ferie eller flere måneders rejsen. Har du allerede besluttet, hvor din næste rejse går hen? På DESTINATION-siden har vi lavet en oversigt med de lande, vi indtil videre har skrevet om.

På vores REJSEBLOG deler vi vores rejsefortællinger. Vi skriver om oplevelserne, tankerne og udfordringerne - og om alle de ting, der gør størst indtryk. Vores rejsetips finder du separat på siden med GUIDES.

Søger du idéer til nye rejseoplevelser, kan du surfe rundt på siden med FERIETYPER. Her sorterer vi alle indlæg i forskellige kategorier – fra tropeøer og storbyferier til safari og vandring i bjergene. Og så er der lidt om et bryllup i Las Vegas ...

Er du klar til at tage af sted? På siden PLANLÆG DIN REJSE finder du vores rejsetips og ting, der er gode at vide, inden du tager af sted.

kontakt

Skriv til os

Har du spørgsmål til et sted, vi har besøgt, eller har du lyst til at dele rejseglæden? Skriv gerne din besked i kommentarboksen på det relevante blogindlæg. Så kan andre læse med og tilføje deres rejsetips og erfaringer.

Kan du ikke finde det rejsetip, du leder efter, eller er du nysgerrig efter at vide mere om vores rejser? Send gerne en besked med dit spørgsmål, og vi vil gøre vores bedste for at opdatere et blogindlæg eller skrive et nyt om emnet. Find vores kontaktinfo HER.

/ Mette & Martin

Travel bloggers MM on the go