Guide: Hvad skal I vide, før I kan blive gift i Las Vegas

Vi kender alle historierne fra både film og kulørte blade. Historierne om, hvordan to elskende stikker af til Las Vegas for at sige “I do” til hinanden. Men én historie hører man sjældent. Nemlig den historie om, hvilke papirer, I skal have i orden, før bryllupsklokkerne kan bimle. Her kan du læse, hvordan vi forberedte den formelle del af vores bryllup i Las Vegas.

Skrevet af Mette / Foto af Martin
Artiklen har været bragt i Bryllupsmagasinet, 2014

Der er mange par, som har sagt ‘ja’ til at elske og ære hinanden – i medgang og modgang og indtil døden skiller dem ad – i bryllupsfabrikken Las Vegas. Nogle par har slingret ned ad altergangen efter en lidt for festlig aften, der endte i en hotelseng med onde tømmermænd og en vielsesring på deres finger.

Andre har ladet sig svejse sammen af Elvis, Michael Jackson, Jack Sparrow eller Marilyn Monroe. Og så er der dem, som har ladet sig vie i en helikopter, der fløj ind over Grand Canyon eller i en gondol, der sejlede på de smukke kanaler i Venedig.

Intet er umuligt i syndens by.

Hvad der i stedet kan synes umuligt er, at finde ud af, hvilke papirer, man skal have på plads inden brylluppet? For det er ikke helt nemt at gennemskue, hvad der er en skrøne og hvad der lovmæssigt kræves. Kan man gå direkte ind fra gaden eller skal man booke en tid? Gælder brylluppet i Danmark eller skal man giftes igen på dansk jord? Vi brugte derfor en del tid på research, så vi var sikre på, at alting var på plads på vores store dag.

PRAKTISK INFO OM VORES BRYLLUP I LAS VEGAS

– Vi fandt vores kapel, The Little Church of the West, online og fandt det perfekt, da det også lå tæt på vores hotel. Vi bookede selve vielsen via mail. Ceremonien kostede 199$ (2013) og var inkl. bryllupsfotograf + 3 printede billeder, som blev tilsendt med posten.

– Fire uger før afrejse bestilte vi via Clark County Courthouse hjemmeside (Las Vegas’ Bryllupskontor) en bryllupslicens. I skal personligt afhente licensen på Bryllupskontoret i Las Vegas, inden selve vielsen. Da der er mange, som bliver gift i Las Vegas, kan du godt risikere at stå i kø, hvis du ikke har bestilt licensen på forhånd. Licensen kostede 60$ (2013).

– Fire uger før afrejse udfyldte vi også en ægteskabsattest på Bryllupskontoret hos Københavns Kommune, som bekræftede, at vi opfyldte ægteskabsbetingelserne. Attesten er gyldig i 4 måneder og skal afleveres på Las Vegas’ Bryllupskontor, når I skal afhente licensen.

– Inden selve vielsen hos The Little Church of the West afleverede vi licensen på kapellets kontor og fik efterfølgende et bryllupscertifikat, der bekræftede, at vi var blevet lovmæssigt viet i staten Nevada, samt et personligt ’souvenircertifikat’ til evigt minde.

– Da vi kom tilbage til Danmark, afleverede vi bryllupscertifikatet hos Folkeregistret i Københavns Kommune og blev erklæret rette ægtefolk efter dansk lovgivning. Husk at brylluppet skal registreres senest 2 måneder efter vielsen.

Du kan læse vores bryllupshistorie fra Las Vegas HER.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at dele den med andre.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here