Vi kender det ikoniske billede: En rødklædt masai, der stolt skuer ud over den endeløse savanne. Gennem årtier har det afrikanske stammefolk vundet verdens opmærksomhed for at have bevaret deres traditionelle livsform. Men ser fremtiden for masaien egentlig lige så uendelig ud som horisonten? Vi rejste til en masai-landsby for at møde det legendariske folk.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Rejseartiklen har været bragt i Vagabonds Rejsemagasin, 2017
En skikkelse træder ud fra skyggen af et akacietræ. Solen står højt på himlen over den vidstrakte højslette, og hedebølgerne får omridset af den slanke figur til at flakke. Da vi nærmer os, begynder personen at vinke, men vores chauffør, Zamo, gør ingen antydning til at sætte farten ned. En hale af støv hænger efter jeepen og ruller ind over manden som en rød tåge, da vi drøner forbi. ”I don’t pick up the Masai,” siger Zamo tørt.
Vi er på vej mod Ngorongoro Conservation Area i det nordlige Tanzania – et område større end Sjælland, der i begyndelsen af 1960’erne blev udlagt til et fredet reservat, og til et eksperiment: Området skulle både være ramme om det enestående dyreliv, udvikles til et attraktivt turistmål og fungere som hjemsted for masaierne. Et nomadefolk, der gennem århundreder har vandret, hvor det passede dem.
Masaierne blev første gang beskrevet omkring år 200 f.Kr. som et hyrdesamfund, der ærede deres kvæg og fulgte dem på lange togter i søgen efter næring. I det 18. århundrede var det udbredt, at folket dominerede store områder i Østafrika, der også blev benævnt med masaiernes egne stedsbetegnelser. Mest kendt var ’Siringet’, der var den centrale del af masaiernes hjemland, og i dag kendes som Serengeti.
Men fra midten af 1800-tallet blev masaierne svækket af lange perioder med tørke, sygdom og krig, og var et sårbart folk, da briterne tog magten efter første verdenskrig. Serengeti blev inddraget til jagtreservat, og efter gentagne konflikter om området smed briterne masaierne ud i 1959. De blev tvangsflyttet til Ngorongoro.
Kongen af kvæg
Bag Zamos foragt for masaien gemmer sig ubehagelige oplevelser. Som chauffør for safariturister bruger han mange timer på vejene i masai-land og har tidligere givet kvægfolket et lift: ”De stjal mine ting, opførte sig truende og var ofte berusede,” fortæller han. Historien overrasker os, da den langt fra passer til det billede, vi havde af masaierne, som ædle og smukke nomader.
Zamo mener, at masaiernes adfærd til dels hænger sammen med deres kulturelle rødder. Oprindeligt troede masaierne på, at de var Guds udvalgte stamme og havde ret til alt kvæg på jorden. De stjal gladeligt kvæg fra andre stammer, bøjede sig aldrig for nogen og havde ry for at være så krigeriske, at alle andre holdt sig på afstand. Selv de barbariske slavehandlere undgik masaierne.
I dag anses masaiernes frygtløse, selvtilstrækkelige og stolte natur som én af grundene til, at deres kultur har overlevet tidens omvæltninger. Og deres livsstil har givet dem stjernestatus. For selv om de kun udgør 2% af Tanzanias befolkning, hvor der findes over 125 forskellige stammer, så er masaien – sammen med løven, elefanten og giraffen – turistbranchens trækplaster.
Masai-kvinder er berømte for deres håndlavede smykker, der laves af perler i ni forskellige grundfarver. Selvom de enkelte farver tillægges symbolsk betydning, så er det en udbredt misforståelse, at specifikke farvekombinationer kan aflæses som komplekse budskaber. Kvinderne bruger kun farverne for at skabe smukke udsmykninger. Derfor er det ofte også muligt at tyde smykkernes alder ud fra, hvilke trends, der har været gennem årene.
Et liv som turistattraktion
Efter flere timers kørsel gennem Ngorongoros bølgende vulkanhøjland parkerer vi foran en lille masai-landsby. Kameraets digitalskærm vidner om en rejse gennem et imponerende landskab, hvor vilde dyr går frit og masaier bor i primitive hytter, der ligner jordbrune paddehatte. Vi har billeder af alt fra stribede zebraer til sjældne næsehorn. Men ikke et eneste af masaien.
”Masaier vil ikke fotograferes, medmindre du betaler for det,” forklarede Zamo tidligere, da vi spurgte, om han ville stoppe jeepen ved tre drenge, der poserede heroisk foran deres kvæg, da de så, vi kom kørende. Gennem årene er masaierne blevet bevidste om den værdi, fotografiet har for turisten. Nogle røster mener, at der således hænger en dødsdom over stammefolkets traditionelle livsstil, mens andre tror, at indtægterne fra turisterne måske kan blive deres redning.
“Jambo, jambo”
”Jambo, jambo”, hilser en masai, der står ved indgangen til landsbyen. Han er høj, iklædt en rød togalignende dragt og farvestrålende perlesmykker. Hovedet er kronraget, øreflipperne har store huller og hånden holder om en lang kæp. Hans navn er Miliya, og han vil gerne vise os sin landsby. ”Please take pictures,” tilføjer han smilende. Jeg kigger på Zamo, som nikker indforstået. Han har allerede betalt for, at vi må være her.
Hop som en masai
Landsbyen er omkranset af et hegn flettet af grene og tornekrat, der beskytter beboelsen mod vilde dyr. Masaierne har aldrig været jægere, men forsvarer deres kvæg indædt og slår gerne en løve ihjel, hvis det bliver nødvendigt. Bag hegnet står hytterne placeret i en cirkel rundt om en stor plads. Her står kvæget om natten.
Traditionelt er det de mindre børn og kvinderne, der dominerer billedet i en masai-landsby. Mændene, byens krigere, er ude for at græsse kvæget og kommer først tilbage om aftenen. Men ikke her. Knap 30 mænd har stillet sig på række under skyggen af et træ, og foran dem er en stor gruppe turister stimlet sammen. Mændene er klar til at vise den traditionelle velkomstdans, fortæller Miliya.
Masaierne begynder at brumme dybt, nærmest messende, og danser stampende rundt i ring. Snart efter lyder høje hyl, og én efter én hopper mændene, uden tilløb, lige op i luften, som havde de fjedre monteret under sandalerne. Hoppene er en kraftpræstation, der beviser deres styrke og mandighed. Oplevelsen er fascinerende, og et øjeblik glemmer vi det turistcirkus, som vores tilstedeværelse er med til at skabe.
Kvinder og køer
Miliya viser os hen til en lille hytte, der tilhører en familie på fem. Han peger på en kvinde, der står ved siden af en tysk pige, som er ved at forevige øjeblikket med en selfie. ”Hun har bygget,” fortæller han på sit sparsomme engelsk. Hos masaierne er det kvinderne, der udfører det meste af arbejdet i landsbyen. De passer børn, malker køer, laver mad og bygger hytterne, der er klinet op af komøg.
Vi kanter os ind gennem den smalle, lave åbning og bliver omsluttet af mørke og tung varme. Her lugter af røg og ko. Hytten består af en fælles soveplads bygget af grene og koskind, et ildsted med en gryde og et rum, hvor kalvene lukkes ind om natten. Det giver varme på de kolde nætter, men forhindrer også, at kalvene drikker alt køernes mælk.
Miliya fortæller, at koen er et helligt dyr, der giver masaierne alt, hvad de har brug for. Og netop mælken er en væsentlig del af deres daglige næring. Enten blandes den op med blod fra kvæget eller gæres med ko-urin og græsaske. Kød spises kun ved specielle lejligheder.
Naturens folk i klemme
Masaiernes livsstil har ikke kun givet dem rampelyset i turistbranchen, men også i klimadebatten. De er et godt eksempel på mennesker, der lever i perfekt balance med naturen. Som kvægnomader overdyrker de ikke i jorden på samme måde som fastboende, de efterlader ingen forurenende affaldsprodukter og jager ikke vilde dyr.
Om masaierne kan bevare deres levevis er en anden sag. For statens indskrænkning af masai-land gør deres situation skrøbelig. Køernes græsning kræver, at folket har plads til flytte dem fra græsgang til græsgang. De er klemt inde mellem naturparker og nye bosættelser, hvilket ofte bringer dem i konflikter med myndighederne.
Samtidig har det begrænsede territorium betydet, at masaierne ikke har kunnet udvide deres kvæghjorde i takt med, at folket er vokset. Deres velstand, som stadig måles i kvæg, er skrumpet. Ligesom resten af befolkningen i Tanzania er antallet af masaier vokset betydeligt siden begyndelsen af 1960’erne, hvor landet blev selvstændigt. I dag bor der over 50.000 masaier i Ngorongoro, hvilket er langt over de 10.000, som staten oprindeligt tillod for ikke at belaste økosystemet.
Fortid og fremtid
”Min far havde mange køer og koner,” fortæller Miliya stolt, da vi spørger til hans familie. Hvor mange Miliya selv har, vil han ikke afsløre, men flere af hans brødre er rejst for at tjene penge i byen, så de kan få råd til deres egne dyr – og dermed også købe sig en kone eller to. Selv i dag er det tegn på fattigdom, hvis en masai kun har en enkelt kone.
Livet og ikke mindst masai-tilværelsen er barsk ude på savannen. Og på grund af udviklingen er stammefolket begyndt at forlade deres hjem for at skifte krigerspyd og kvæghjorde ud med fast løn. Stadig flere får en uddannelse eller arbejder som guider, chauffører og vagter for safarilejrer og hoteller.
Tilbage i landsbyen dør gamle traditioner hen. Masaierne tilbringer mindre tid med at vandre. Nu tager de af sted en dag eller to ad gangen i stedet for uger og måneder. De vender hjem til deres faste hytter, gifter sig med folk fra andre stammer, og klæder sig i t-shirts, bukser og vandrestøvler. Og overalt lyder mobiltelefoners ringetoner.
Kustode i eget museum
”Jeg er 42 år og har boet her hele mit liv. Jeg har ikke lyst til at leve andre steder.” Det er tydeligt, at Miliya er stolt af sig selv og sin stamme. Han elsker livet med dyrene og øver sig på at tale engelsk, så han kan fortælle turisterne om masaiernes livsstil.
Og han må klare sig godt som landsbyguide. For han har to koner – hvilket vi pludselig kan forstå, da han viser os hen til en udstilling med perlesmykker, som kvinderne har kreeret. Vi ved godt, hvorfor vores rundtur i landsbyen ender lige præcis her. Det er nu, vi skal have pengepungen frem.
Da vi kommer ud af landsbyen, står Zamo og venter på os. Han ryster smilende på hovedet, da vi fortæller prisen på de smykker, som vi har købt: ”I er blevet snydt,” ler han og vinker venligt farvel til Miliya.
