Kenya er et af de få lande i verden, hvor du kan opleve en overvældende diversitet af vilde dyr. Det er også her knap to millioner gnuer og zebraer årligt vandrer over krokodillefyldte floder og endeløse sletter – tæt fulgt af savannens rovdyr. Tag med på vores safari, der bød på flere hjertebankende oplevelser.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Rejseartiklen er skrevet til Afrika Safari
Alt ånder fred ved det lille vandhul, blot få skridt fra os. Det er tomt, men der er tydelige spor efter dyr i det rustrøde mudder. Store dyr. Tunge dyr. ”Se, de kommer dér”, siger en mand ved siden af Martin og peger mod bushen. Ud af krattet kommer en flok unge elefanter løbende. Snablerne svinger fra side til side, ørerne blafrer og deres træstammetykke ben bevæger sig, så hurtigt de kan. De har retning mod vandhullet. Mod os.
Vi står i udkanten af Nairobi National Park, hvor elefantbørnehjemmet David Sheldrick Wildlife Trust ligger. Organisationen står bag verdens mest succesfulde rednings- og rehabiliteringsprogram for truede dyr, og en time om dagen åbner de for publikum, som kan komme og se elefanterne blive fodret.
Den lille flok sigter direkte mod fem dyrepassere, der står klar med trillebøre læsset med oversized sutteflasker. ”Årh, hvor er det nuttet”, griner to små piger ved synet af Dumbo’erne, der grådigt drikker af flaskerne, så mælken løber i hvide striber ned af deres tykke, granitgrå hud.
Elefenbenets forbandelse
Til stor morskab for tilskuerne begynder en lille elefant at tumle legesygt i sandet. Snart følger resten, og det er tydeligt, at ungerne nyder livet. Desværre har det ikke altid været sådan. Elefanterne har hver især traumatiske historier, og ofte er det krybskytter eller fatale konflikter med mennesker, der er grunden til, de er kommet i pleje.
I 1979 estimerede man, at der fandtes omkring 1,3 millioner elefanter i Afrika. Gennem de sidste 40 år har elefanterne mistet over 50% af deres naturlige territorier, og sammen med krybskytternes massive rovmord, har det i dag mindsket bestanden til knap 400.000.
Det er skræmmende tal, der understreger vigtigheden af børnehjemmets arbejde – og minder os om, hvor privilegerede vi er, da vi den næste uges tid kommer helt tæt på vilde elefanter og mange andre truede dyrearter på vores safari gennem Kenya. Forude venter nogle af de største oplevelser, vi endnu har prøvet i Afrika.
Safari i Noas ark
To dage senere triller vi forventningsfulde gennem porten til naturreservatet Samburu i det nordlige Kenya. Bag os ligger en halv dags køretur gennem et storslået og varierende landskab. Fra Nairobis farverige menneskemylder og tæt trafikerede gader, over et frodigt højland med endeløse frugtplantager og Mount Kenya knejsende i horisonten, til en øde og prærielignende halvørken.
”Er I klar til afrikansk massage?”
Spørgsmålet kommer fra vores safariguide, der ligeledes har været vores chauffør, siden vi ankom til Nairobi. ”Karibu”, hilste han venligt velkommen på swahili i lufthavnen og hjalp os ud til en stor safarijeep. ”Mit navn er Noa, og dette er min ark.”
Ombord på Noas fartøj bumler vi nu ud af en rå grusvej. Vi har kurs mod Samburu Sopa Lodge, der ligger inde i reservatet og er et optimalt udgangspunkt for de næste par dages safari. Store sten, slaghuller og strækninger med riller får jeepen til skiftevis at hoppe og danse og ryste, som kørte vi på et vaskebræt. Vores numser får klask, men øjnene belønnes med episke naturscenerier.
Vejen bugter sig rundt om små bjerge, langs brune floder og gennem kratsavanner med en spredt bevoksning af buske, akacietræer og høje palmer. Hist og pist ligger knoglerester, og meterhøje termitboer rager op som gravstene af den tørre jord. Det er en billedskøn, men barsk natur.
Dyrene i Samburu
Vi har ikke kørt længe, før vi krydser spor med nogle af de dyr, som er særegne for Samburu og ikke findes i reservaterne længere sydpå. Vi når lige at skimte en somalistruds, inden den tager sine blå ben på nakken, og to ternede netgiraffer stikker nysgerrigt hovederne op bag et højt buskads.
I kanten af et krat står et par girafgazeller og udfører hvad, der ligner hundekunstner. De karamelbrune bambi’er stiller sig på bagbenene, og mens forbenene hænger foran brystet, strækker de deres bemærkelsesværdige lange hals for at nippe de øverste blade, som andre antiloper ikke kan nå.
Længere fremme dukker Samburus mere modebevidste beboere op. Vi hilser på en flok Grevy’s zebraer, der er fashionabelt klædt i lodrette og smallere striber end andre zebraer. Men mest iøjnefaldende er den store beisa oryx. Med sine lange, spidse horn og kubistiske aftegninger minder det hestelignende dyr om et omvandrende Picasso-maleri.
Leoparden og løvebanden
Luften bølger af varme, da vi efter et kort hvil på lodgen kører ud på en eftermiddagssafari. Selvom det er vores tredje safarirejse, flagrer forventningens glæde i mellemgulvet. Her er det naturen, der sætter dagsordenen. Derfor giver det også et velkomment sug i maven, hver gang Noa standser jeepen. ”Kan I se den?”, spørger han sagte og peger mod et stort træ, blot et stenkast væk.
Dér! Mesterligt kamufleret i skyggespillet fra træets grene står en leopard, og den kender tydeligvis ikke reglerne i Noas ark. Kløerne er boret ind i kødet på en livløs dik-dik, Afrikas mindste antilope. Rovdyret kaster et stoisk blik mod os, slikker sig om munden, inden den igen flænser en blodig luns af dagens snack.
Et øjeblik sidder vi alle tre som fastfrosset. Selv for Noa, der har været safariguide i to årtier, er det et sjældent syn at se en leopard æde.
Adrenalinen bruser stadig, da det bliver tid til at køre tilbage mod lodgen. Dagens sidste stråler bader det tørre buskland i et honninggult lys. Snart overlader solen det uendelige himmelhvælv til nattens funklende stjerner. Martin når lige at sige, at dagen ikke kunne have været bedre, da et kraftfuldt brøl flænger luften.
Chokket får os til at spjætte
Pludselig kommer tre fuldvoksne hanløver springende med voldsom kraft. De kaster sig over en fjerde, der dukker op sammen med en hunløve … overraskende få meter fra jeepen. De vælter ind i buskadset. Grene knækker. En støvsky rejser sig. Brøl fylder luften omkring os. Og lige så hurtigt som de kom, er de væk igen. Vi griner forløsende til hinanden. Det var tæt på!
.
Naivasha – en afrikansk oase
Fra Samburu kører vi videre sydpå og krydser ækvator på vej mod Lake Naivasha. Ferskvandssøen er et frodigt centrum for Kenyas milliardstore blomsterproduktion og er beliggende midt i Rift Valley. En gigantisk kløft, der strækker sig over 5500 km – fra Mozambique i syd, op gennem Østafrika og nordpå mod Jordan.
Sprækkedannelserne i jorden begyndte for 25 millioner år siden, og området ved Naivasha er et af de få steder i verden, hvor du kan se Moder Jords vældelige kræfter med det blotte øje. Ulmende vulkaner og stejle klippeskrænter vidner om kontinentalpladernes fortsatte bevægelse, og en dag vil landet øst for kløften skille sig ud fra Afrika og danne en ø større end Madagaskar.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Lake Naivasha Sopa Lodge. Et så idyllisk sted beliggende lige ved søen, at vi begræder, at vi kun har én overnatning. Hovedhuset er aristokratisk indrettet med nøddebrunt sildebensparket og høje trælofter. Store, bløde lænestole er placeret foran en åben pejs og et svungen glaspanorama med et fortryllende view ud til den grønne have. Det kalder på en sjus!
Men dét, der gør lodgen så unik, er ikke alene den romantiske atmosfære og de botaniske omgivelser. Det er, at vi deler stedet med de vilde dyr. En giraf spankulerer hjemmevant over plænen, en lille flok zebraer græsser få meter fra poolen – og jeg ved faktisk ikke, om det var Martin eller vandbukken med de store horn, der blev mest forskrækket, da de pludselig kiggede hinanden i øjnene på hver sin side af en busk på terrassen. Der er dog kun ét dyr, man skal holde sig på ærbødig afstand af.
Flodheste i forhaven
”Måske I kan redde livet ved at løbe i zig-zag”, svarer vagten foruroligende muntert, da vi spørger, hvad vi skal gøre, hvis vi møder en flodhest? Han har til opgave at følge os sikkert fra lodgen og ned til hytten efter mørkets frembrud, hvor Afrikas farligste dyr kommer op ad søen for at græsse.
Vagten er kun bevæbnet med en metalstang og det heroisk-klingende navn Nikodemus. For sandheden er, at der ikke er meget at gøre, hvis du for alvor pisser en flodhest af. Og det er en af grundene til, at den tøndeformede hidsigprop årligt slår omkring 500 mennesker ihjel. Heldigvis holder de sig på den anden side af hytterne – så der er ingen fare, hvis blot man ved, hvor man skal gå.
”Se, de står lige dér”.
Ordene får mit hjerte til at hoppe. Niko peger ud mellem to hytter. ”Mød verdens bedste græsslåmaskine”, griner han. Silhuetten af tre tykke basser, i færd med at gøre gartnerens arbejde, akkompagneres af en taktfast lyd. Ritsj, ritsj, ritsj … Dyrene ænser os slet ikke. De er travlt optaget af at gnave sig gennem de 40-60 kg græs, som en voksen flodhest æder hver nat.
Næste morgen er flodhestene væk, og græsplænen ligner en perfekt klippet golfbane. Lidt senere møder vi dem igen, men denne gang sidder vi i en lille motorbåd på Lake Naivasha. De tonstunge dyr skvulper døssigt i vandoverfladen, vrikker med ørene og brummer dybt, som et symfoniorkester udelukkende besat af tubaer. En afskedssalut, måske? For efter sejlturen vinker vi farvel til Naivasha og sætter kurs mod rejsens sidste stop.
Legendernes savanne
Det er en berusende følelse, da vi for første gang kører ud over Masai Mara. Foran os strækker den berømte afrikanske savanne sig, så langt øjet rækker, og i horisonten ligner de paraplyformede akacietræer svævende pletter på den endeløse, gulgrønne græsslette. Det er helt ufatteligt smukt!
Masai Mara er den kenyanske del af den enorme Serengetisavanne. Et økosystem, der samlet set er på størrelse med Jylland og rummer verdens største koncentration af vilde dyr. Det var her Karen Blixen tog på de sagnomspundne safarirejser med sin elskede Denys Finch Hatton.
I løbet af de næste par dage ser vi imponerende mange af savannens dyr. Både de store og de små, de langbenede og de tykke, de stribede og de plettede. Dem, der æder græs, og dem, der jager andre. Alt imens forsøger vi at mestre balancekunsten at stå op i den bumlende safarijeep for at nyde synet til fulde ud gennem det åbne tag.
”Han ved, han ligner damerne”, griner Noa, da vi kører forbi en topi, som gnubber jord på hornene i forsøget på at skille sig ud fra den mørkebrune flok. Noa har mange sjove kommentarer til dyrene, som han kender så godt. Vortesvinet kalder han for ”The African Express”, og den lille, tykke gris ligner da også en fortravlet budbringer, når den piler hen over savannen med halen strittende i vejret som en antenne.
Den muntre stemning tager et drastisk skift, da Noa pludselig træder på speederen. Længere fremme er to geparder sat i sprint efter en ung gnu. Mit hjerte banker mod brystet, og vi snapper efter vejret, da rovdyret vælter kalven omkuld. Sekunderne føles som en evighed. Mirakuløst kommer gnuen på benene og stikker af med en beskyttende mor ved sin side. Jagten slog fejl.
Anderledes er det gået for en løvemor. Hun ligger i et krat med sine tre unger og slubrer lystigt løs af indvoldene på en død gnu, som spiste de spaghetti med tomatsovs. Det er en krads odør, der river i næseborene, men som uden tvivl dufter himmelsk for gribbene. For næste gang vi passerer stedet, kæmper ådselsæderne om resterne. Det er en krads odør, der river i næseborene, men som uden tvivl dufter himmelsk for gribbene.
Savannens marcherende soldater
”Jeg har hørt, at det er begyndt!”, fortæller Noa med et stort smil, da vi tidligt om morgenen hopper ind i hans firhjulede ark. Det er vores sidste dag – og sidste chance for at opleve en af vores helt store rejsedrømme. Hvert år i løbet af juli krydser knap 2 millioner gnuer og zebraer Mara-floden i deres evige cirkelvandring efter frisk græs. Det er en af verdens mest spektakulære naturfænomener.
Floden ligger et par timers kørsel fra lodgen, og turen gennem Maras endeløse bakkede landskab er vildt betagende. Her har livet været det samme i hundredvis af år. Visheden giver et sug af uendelighed. Tiden går, men på savannen står den umærkeligt stille. Selv masaierne, det traditionelle rødklædte stammefolk, lever forsat her – præcis som de gjorde, dengang Noa byggede sin ark.
Hist og pist begynder de første gnuer at dukke op som gråbrune pletter i det bølgende hav af gyldent græs. Kilometer efter kilometer bliver flokken større og tættere og lyden af deres båttende brummen højere. Synet er overvældende. Det er svært at begribe det store antal af dyr, der dækker den vidtstrakte slette. ”Krydsningen sker måske om lidt”, siger Noa og sætter farten op. Et radioopkald har meldt, at en stor flok dyr er stimlet sammen ved kanten af floden.
Naturens slagtebænk
Lidt over 20 safarijeeps holder pænt på række ved floden, som en mobil tribune med forventningsfulde tilskuere. Et godt stykke derfra tripper flere hundrede gnuer og zebraer rastløs rundt. Strategien er, at bilerne holder sig på afstand for ikke at skræmme de nervøse dyr og så hurtigt køre hen til floden, i det øjeblik de begynder at springe ned i vandet.
Umiddelbart ser ingen af dyrene ud til at turde tage det første spring, og vi venter i uvished om, hvorvidt de overhovedet vil krydse det farlige vand i dag. Men når det sker, vil det være en kamp på liv og død. Krokodillerne er ikke den eneste fare, der lurer under overfladen. Flodens rivende strøm kan drukne dyrene eller de kan blive trampet ihjel under hundredvis af hove.
”Nu!” Noa tænder jeepen og med et ryk drøner vi og de andre biler mod floden, hvor de første gnuer har bevæget sig ned til kanten. Som lemminger følger flere efter, mens panik opstår langs flodbredden. Masserne presser de forreste dyr, der springer spjættende ud i det mudderbrune vand. Vandet pisker op under hovene, og gnuernes dybe brøl danner lydspor til den dramatiske scene.
De første dyr får fodfæste ved den modsatte bred. Med akavede spring og vaklende ben forsøger de at klatre op ad den stejle skrænt. To gnuer vælter bagover, river flere med ned i faldet. Andre kæmper hjælpeløst, men benene knækker sammen i skræntens våde mudder. Flere og flere dyr kommer springene op fra vandet. De masser på, vælter og glider baglæns. Det er kaos!
Lidt længere henne har en flok fundet et bedre sted at komme i land. De springer op ad skrænten og fortsætter væk fra floden. I en lang march vandrer dyrene videre. De overlevede krydsningen af floden, men vandrer videre som et enormt tagselvbord for rovdyrene, der afventer deres ankomst på savannen …
For os er det blevet tid til afrejse. Men tanken om at tusindvis af dyr vil krydse floden de næste mange dage gør stort indtryk. Vi har set hanløver slås, leoparden æde og geparder jage. Oplevelser, der er blandt de sjældne på en safari og som oftest kun er at se i dyreprogrammerne på tv. Men migrationen var alligevel noget helt specielt:
Det er en vil oplevelse, vi aldrig vil glemme
INFO OM REJSEN
Vi rejste i juli 2017 og turen var booket gennem Afrika-Safari.dk, der var meget behjælpelige med alt både før og under rejsen. De tilrettelagde programmet og bookede alle vores turer, men tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Rejsen begyndte i Nairobi, hvor vi havde 2 overnatninger og bl.a. besøgte Karen Blixens farm og elefantbørnehjemmet. Herefter kørte vi til Samburu, hvor vi havde 3 overnatninger og derefter en enkelt overnatning ved Lake Naivasha, inden vi kørte til Masai Mara. Rejsen sluttede af med en badeferie ved Mombasa.
Nyttige links
- National Geograhic: Article on the Elephant Orphanage in Nairobi
- Rejsetips til safari: Pakkelist, fotogear og oplevelser
