På vores rejser i Asien har vi ofte nysgerrigt betragtet munke på afstand, når de vandrer i gaderne for at modtage almisse. I den nordthailandske by Sukhothai blev vi inviteret af det lokale tempel til selv at deltage i ritualet. Her fortæller vi om vores forberedelse og oplevelse, der blev en både rørende og lidt pinlig affære.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Det er stadig mørkt, da vi tidligt om morgenen går mod byens tempel. Over os hænger halvmånen som en lysende hængekøje spændt ud mellem stjernerne på himlen. Her er helt tyst. Ikke engang hanen gider gale på den her tid af døgnet.
Når vi rejser i Asien, står vi næsten altid op med solen. Vi holder meget af de fredelige morgener, hvor temperaturen er sval, lyset er gyldent, og der kun er et fåtal af turister ved de største seværdigheder. Men i dag er vi alligevel lidt tidligere på færde, end vi plejer.
Klokken er knap halv seks, og vi er på vej for at opleve et af de vigtigste daglige ritualer i Theravada-buddhismen. En trosretning, der dominerer store dele af Sydøstasien, og som historikere mener blev indført som Thailands religion netop her i Sukhothai for over 700 år siden.
Almisse-novicer på indkøb
”Hvad tror du, munke spiser?” Mit spørgsmål til Martin afslører vores begrænsede viden om munkelivet. Vi har tit set de orangeklædte, kronragede mænd, når de går rundt med skåle i hænderne for at modtage mad af de lokale. Men vi har aldrig selv givet almisse.
Almisse er et fælles morgenritual for alle buddhistiske munke i Thailand. Traditionelt er det imod deres regler at eje noget eller have lønnet arbejde. Derfor er de afhængige af, hvad folk donerer til templet eller giver dem ved deres daglige almisseindsamling.
Også her i den lille by Old Sukhothai vandrer munkene traditionen tro i byens gader. Men derudover samles de hver morgen kl. 6.20 ved byens tempel, Wat Traphang Thong.
Her går de en særlig almisserunde, så både lokale og besøgende kan opleve en vigtig del af landets religion – lige dér hvor den har sine historiske rødder. Og det er grunden til, at Martin og jeg nu befinder os ved en lille oplyst madbod, der på mirakuløs vis er dukket op på byens hovedgade i de tidlige morgentimer.
Vi skal købe madpakker til munkene
Ved siden af os står lokale, der er på vej på job og køber fermt ind til dagens frokost. Bordet bugner af små gennemsigtige plastikposer med nudelretter, karrysupper, frugtstykker og kager i syntetiske farver.
Jeg bliver lidt flov over, at jeg ikke har googlet en munkemenu på forhånd. Munke spiser helt sikkert ris, men er de egentlig vegetarer? Nu hvor templet inviterer alle – uanset religion og nationalitet – til at deltage i almisseritualet, vil vi til gengæld gerne udvise vores respekt. Vi vil gerne give munkene noget, som de glæder sig til at sætte tænderne i til dagens eneste måltid.
Begynderfejl på stribe
Ved madboden fornemmer en ung kvinde min inhabile adfærd i køen og spørger, om hun kan hjælpe? Jeg forklarer mit hovedbrud, og hun kvitterer med thaiernes ikoniske karaktertræk: et smil. Hun peger på to poser med risretter og siger på sit bedste thai-engelsk: ”You buy.”
”Yes, yes,” smiler jeg og har en fornemmelse af, at hun ikke forstod mit formål med indkøbet. I den thailandske kultur er det vigtigt ikke at tabe ansigt. De vil hellere svare forkert end at blive opfattet som uhøflig ved slet ikke at hjælpe.
På den anden side af bordet er madmutter hurtig og viser på en lommeregner, at jeg skal betale 60 baht. Et beløb svarende til 12 danske kroner. ”Kap khun ka”, takker jeg – og mens jeg langer penge over bordet, har Martin spottet en anden bod lidt nede ad gaden.
”Det er jo en gavebutik til munke”
… kan vi konkludere, da vi står foran boden. Den er belejligt dukket op lige ved siden af tempelbroen, hvor almisseritualet skal foregå. På bordet tårner et mindre bjerg af færdigpakkede gavekurve. Ah, vores første indkøb var altså en fejl: de lokale troede, vi ville købe mad til os selv.
”You buy”, siger kvinden i almisse-boden og løfter en flettet kurv på størrelse med en ølkasse. I den står 12 ens pakker. Alle indpakket i gavepapir og pyntet med friske blomster. Ehm, det er vist lidt voldsomt, mener vi. Vi rækker i stedet ud efter én enkelt pakke, og kvinden tager mystificeret mod vores 100 baht.
”Hvorfor blev hun ved at sige, at der er 12 munke?” spørger Martin, da vi går de sidste par meter hen til tempelbroen. Og dét spørgsmål bliver kernen i vores begynderfejl nummer to.
Kunsten at anrette almisse
På broen hviler en andægtig stemning under de gule lanterner, der oplyser åstedet for almisse-indsamlingen. De mest morgenfriske har allerede taget plads på de første måtter, som templets medarbejdere har rullet ud langs gelænderet. Foran hver måtte står et lavt bakkebord, og for enden af broen troner templet i tusmørket.
”Skal vi ikke sætte os tættere på templet,” foreslår Martin. Den idé er jeg med på. Alle de lokale har godt nok placeret sig i den modsatte ende. Men for os giver det mere mening, at de bedste pladser må være oppe ved templet, hvor munkeprocessionen begynder.
Og sådan begår vi hattrick i begynderfejl, inden almissen overhovedet er gået i gang.
Sammen med en australsk familie på fire er vi de eneste turister på broen blandt tyve-tredive lokale. Med dæmpede stemmer går folk i gang med at anrette deres gaver til munkene. Alskens lækkerier bliver pyntet med sløjfer, knitrende cellofan og orange blomster. De små borde forsvinder hurtigt under mængden, alt imens det hele bliver selfie-dokumenteret med stor omhu.
Klokken 6.20 sidder alle klar. Vi aner ikke, hvad der skal ske, og i den slags situationer er den bedste løsning altid at spejle de lokale. Så vi sætter os på knæ, med bare fødder og foldede hænder i skødet. Foran os står vores tre små madpakker og råber til hinanden på et halvtomt bord.
Vores anretning er pinlig til sammenligning med de lokales overdådige buffeter. Her hersker det modsatte af ’less is more’, og de sidste par minutter er flere løbet i pendulfart mellem deres sivmåtte og munkeboden. Martin og jeg muntrer os lidt over stemningen, der minder om slutspurten på ’Den store bagedyst’: Hvem kan pimpe den flotteste almisse?
Tolv munke på en bro
Pludselig ruller en bølge af stilhed over broen. Vi kan skimte orange skygger bevæge sig langs templet, og én efter én træder tolv munke lydløst ud i lyset. De går på række efter rang og med hver deres skål hængende i en læderstrop over skulderen.
Heldigvis sidder vi ikke som de allerførste. Vi kan lige nå at lure af, hvordan vi skal begå os, inden den første og ældste munk når hen til os. Med bukket hoved knæler vores sidemand for munken og placerer en gave i hans skål. Herefter går munken videre til den næste, og ritualet gentager sig, indtil man har givet almisse til alle tolv munke.
Ingen siger et ord. Men ærbødigheden sitrer i luften og larmer lydløst. Munkene er superstjerner. Nogle af de lokale har endda familiemedlemmer med på Facetime, så de også kan opleve ceremonien. I buddhismen er det en ære at få lov til at give og gøre sig fortjent til god karma. Hvorvidt folk så også opnår sjælefred, som blandt andet er buddhisternes formål med ritualet, ved vi ikke. Men en ting er sikkert:
Vi ryger lukt i helvede!
Vores bord er gabende tomt efter de tre første munke har været forbi. Det er tåkrummende pinligt, og jeg er på nippet til at gnave mine fingre af og aflevere dem én efter én til hver af de resterende munke. I stedet forsøger vi at knejse og knæle det allerbedste vi har lært, indtil munkeparaden stopper op ved det sidste bord.
Velsignelse i solopgang
Når munke modtager almisse på gaden, kvitterer de hver enkelt giver med en velsignelse. Det foregår lidt anderledes her på broen, hvor munkene først indsamler alle gaver og til sidst uddeler en fælles velsignelse for alle de fremmødte.
Ahhh! Nu forstår vi, hvorfor der var rift om pladserne i den modsatte ende af broen. Her stiller munkene sig nemlig på række og afslutter dagens ritual ved at messe en længere velsignelse lige foran dem.
Munkenes brummende sang varer knap et minut, men føles som en lang varm omfavnelse – og i mit stille sind håber jeg, at de har inkluderet en sætning, der tilgiver Martin og jeg for vores tre sølle madpakker.
En halv time efter at munkene dukkede op, er de væk igen. Over os er himlen begyndt at lysne. En ny dag er startet i den lille by Old Sukhothai, men for os er det desværre den sidste. Om et par timer skal vi videre med bus til vores næste stop på rundrejsen i Nordthailand. Vi skal til Chiang Mai.
MINI-GUIDE
Sådan kan du opleve
munkenes almisse-indsamling i Sukhothai
Hvem kan deltage?
Alle – uanset religion og nationalitet – er inviteret til at deltage i den daglige almisse-indsamling i Old Sukhothai. Vi følte os meget velkomne, og de lokale, der deltog i ceremonien, var mindst lige så nysgerrige på os, som vi var på dem.
Er det værd at opleve?
Ja! Ceremonien er oprindeligt skabt til turister, der gerne vil vide mere om buddhismen og munkenes daglige liv. Alligevel oplevede vi almisse-indsamlingen som både autentisk og stemningsfuld, da størstedelen af de besøgende var lokale eller thailandske turister.
Hvor foregår det?
Almisse-ritualet foregår hver morgen på træbroen, der forbinder byens hovedgade og templet Wat Traphang Thong i Old Sukhothai. Templet ligger idyllisk på en lille ø midt i søen og er et kort besøg værd, hvis du ikke allerede har været forbi.
Tidspunkt
Kl. 6.00 – Templets medarbejdere begynder at gøre måtter og bakkeborde klar til de fremmødte
Kl. 6.20 – Munkene ankommer for at indsamle almisse
Hvad skal du medbringe?
Det er op til den enkelte, hvad man kan og har lyst til at give til munkene. Til denne ceremoni er det mest normalt at give mad, blomster, juice og vand. Det opfattes som god stil, hvis du har en gave med til hver enkelt af templets munke. Da vi var der, var der i alt 12 munke. Spørg evt. de lokale til antallet, inden du køber ind.
Hvor kan du købe ind?
Du kan enten købe mad med fra det lokale morgenmarked, der ligger ved siden at templet. Eller i den lille bod, der belejligt dukker op på hovedgaden lige foran tempelbroen. Her kan du købe færdigpakkede pakker og gavekurve specifikt til formålet. En pakke til en munk koster 100 baht (2022).
Påklædning
Husk er det er en religiøs ceremoni. Både kvinder og mænd skal være iklædt tøj, der dækker skuldre og knæ. Tag skoene af, når du sidder på måtten.
Munkelivet
Er du nysgerrig efter at vide mere om munkelivet, kan du også møde munke i Chiang Mai. Her inviterer nogle af de største templer til såkaldt ’munke chat’, hvor du kan spørge om alt, og munkene samtidig kan høre om dit liv og træne deres engelsk.
