På Afrikas sydligste spids ligger kontinentets mest mangfoldige land. Her kan du komme tæt på det vilde dyreliv, opleve storslåede landskaber, fortabe dig i sublim gastronomi og gå på opdagelse i en rig kulturhistorie. Sydafrika bød på en cocktail af unikke oplevelser, da vi kombinerede safari i Kruger Nationalpark med storbyferie i Cape Town.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Artiklen er skrevet til Afrika Safari
Løvens brøl fylder pludselig luften omkring os. Det giver et ufrivilligt spjæt i kroppen, som når nogen forskrækker dig. Brølet er overraskende højt. Men dyret er ingen steder at se.
Det er tidlig morgen i Kruger – Sydafrikas største og mest berømte nationalpark. Den lavthængende morgensol får vildnisset til at gløde og kaster et fintmasket væv af skygger ned på den tørre jord. Vores omgivelser er vitterligt den optimale camouflage for en løve.
Pludselig lyder endnu et buldrende brøl.
Denne gang meget tættere på, og den efterfølgende stilhed er øredøvende. ”Han ved, vi er her”, fortæller vores safari-guide, Elsabe, med dæmpet stemme, mens hun langsomt flytter hånden fra rattet og ned til tændingsnøglen på den åbne jeep. Klar til at tænde motoren. Enten for at kunne afværge en potentiel farlig situation, men mest for hurtigt at kunne komme tættere på, hvis løven skulle vise sig.
Ingen af delene viser sig nødvendig. For ud af krattet slentrer Dyrenes konge, kun få meter fra jeepen, i et typisk sløvt afrikansk tempo. Halen svinger legesygt og de gule øjne betragter os med et dominerende rovdyrs stoiske ro. Synet er fascinerende, og jeg holder instinktivt vejret. Det eneste, der adskiller os og den omtrent 200 kilo muskuløse fyr, er tre spring og et stykke kanvas, som udgør jeepens sidedør.
”Løvens tunge er så ru, at den kan slikke kødet af knoglerne på sit bytte”, hvisker Elsabe, der viser sig at have en encyklopædisk viden om dyrelivet. En viden, der også gør, at vi imod alle vores impulser føler os trygge, trods løvens nysgerrige blik.
”Please, buckle up and make sure your seat is in the full upright position”, annoncerer hun med et stort smil, da løven er listet videre og har efterladt os i et flyvende højt humør – ”and enjoy the ride”.
Dyrenes hjemmebane
Kruger Nationalpark ligger i Sydafrikas nordøstlige hjørne. Her flugter den grænsen til Zimbabwe i nord, Mozambique i øst og floden med det sigende navn, Crocodille River, i syd. Det er også hernedefra, at dagens safari er begyndt. Vi bor nemlig på Pestana Kruger Lodge. Et stilfuldt hotel med en unik beliggenhed på et højdedrag ved floden, hvor dyrene kommer for at drikke. Udsigten er fortryllende, konstant foranderlig, og omdanner vores altan til en døgnåben Zoologisk Have.
Krugers barske skønhed er betagende. Og som vi kører længere ind i parken, veksler landskabet fra et viltert terræn, der er tæt bevokset med tjørnebuske og paraplyformede akacietræer – til dybe dale med udtørrede flodløb, høje eukalyptustræer og bølgende bjerge i horisonten. Tilsammen danner sceneriet et patineret patchwork af gulgrønne og kobberbrune farver.
Klædt i pels og panser, der er designet til overlevelse i den nådesløse natur, falder dyrene bemærkelsesværdigt godt ind i landskabet – og der går også helt sport i den, når vi ivrigt spejder efter dem i vildnisset: Var den gren hornet på en kudu? Hang der en leopardhale ned fra træet? Lignede stenen i vandet ryggen på en flodhest? Og gemte der sig en gnu bag busken? Eller var det en vandbuk?
Safari par excellence
Når du tager på safari i Kruger, skal du være indstillet på at opleve det uventede. For med et usædvanligt stort antal af Afrikas største berømtheder, behøver du ikke lede længe, før dyrene dukker op. Her bor blandt andet over 12.000 elefanter, 5.000 næsehorn, 2.500 bøfler, 1.500 løver og 1.000 leoparder – og gang på gang bliver vi overrasket over hvor tæt på dyrene, vi rent faktisk kommer.
En giraf stikker hovedet frem fra busken for at udfordre os i hvad, der minder om en stirre-konkurrence. To næsehorn står få meter fra vejen, så vi kan høre dem gumle græs, og en løvemor gnasker i et vortesvin, så vi kan se de blodige, blottede knogler. Elefanterne marcherer forbi os i snabelafstand, mens zebraerne hænger ud, som var vi venner. Og overalt møder vi store flokke af impalaer, der også går under navnet ’McDonald’s’. Men om burgerkæde-referencen stammer fra den ikoniske ’M’-aftegning på dyrets rødbrune bagdel, eller om det store antal gør det til ’fastfood’ for rovdyrene, ved Elsabe ikke.
”I don’t speak impala”, svarer hun med et smil, og jeg overvejer, om hun mon tilføjer spørgsmålet til listen over safari-gæsternes sjoveste spørgsmål: ”Jager giraffer i flok?”, ”Hvordan fanger elefanten sit bytte” og ”Kan du køre ad veje, så dyrene primært er på jeepens højre side?”
På ryggen af en drage
Med en fuld plade i ’Safari Bingo’ – storvildtjægernes trofæliste ’The Big Five’, der indeholder elefanten, næsehornet, bøflen, løven og leoparden – sætter vi tre dage senere kurs mod Drakensbjergene.
Køreturen dertil skærer sig gennem et fladt og frodigt landskab med frugtplantager, sukkerrørsmarker, charmerende landsbyer og stedsegrønne skove. Men da vi når den majestætiske bjergkæde, ændrer det sig dramatisk. Nu går turen op mod de højere luftlag. Gennem kuperede græsskråninger og forbi dybe slugter, hvor mørkeblå bække falder som brusende vandfald mellem de lodrette klippevægge.
I bilens rude kan jeg se mit eget måbende ansigt, der sluger landskabet, som om vi passerede scener i Tolkiens eventyr. Drakensbjergene er Sydafrikas højeste og længste bjergkæde, og den klipperige kæmpe har fået sit navn, fordi nybyggerne syntes, at højderyggen lignede en drages ryg.
Højeste punkt er knap 3500 meter og er beliggende i det lille kongerige Lesotho – den eneste stat i verden, hvis hele areal befinder sig i mere end 1000 meter over vandet. Det er ikke svært at forstå, hvorfor bjergkæden er på UNESCO’s Verdensarvliste, og at køreturen rundt til nogle af de meste spektakulære steder kaldes for ’Panoramaruten’.
Et af vores favorit-stop er udsigtspunktet til ’The Three Rondawels’: Skabt for tusindvis af år siden står tre runde klipper, der er formet som den traditionelle stråtækte hytte, en ’rondawel’, og troner på toppen af et bjerg. Og mellem os og klipperne udfolder sig et dragende syn til en af verdens største slugter. Nede i afgrunden slanger Blyde River Canyon sig, og bare et enkelt trin for langt ud mod kanten ville betyde et lodret fald på flere hundrede meter. Sjældent har klichéen om at føle sig lille i naturen givet mere mening end her.
Forført af Cape Town
Skyerne ruller ind over den flade kyststrækning som bløde, hvide vattotter og skjuler momentvis udsigten udover vores rejses endestation. Vi er ankommet til Cape Town og står nu, efter et par minutters svævetur i en kabelvogn, på toppen af det 1.086 meter høje Taffelbjerg – byens berømte vartegn og et af verdens syv naturvidundere.
Heroppe fra den flade, skyggeløse bjergtop ligger hele Cape Town for vores fødder. Flankeret af et bølgende bjerglandskab på den ene side og det mægtige Atlanterhav, der buldrer ind mod kysten, på den anden side, har Sydafrikas ældste by en spektakulær placering. Og kniber vi øjnene sammen kan vi skimte det sydlige Cape Point i horisonten. En klippe med et historisk fyrtårn, der ikke har haft det store held med at guide søfarende gennem det forræderiske undersøiske skær. Udsigten er overvældende, og vi må knuge hænderne hårdt om hvert vores kamera for ikke at slå armene ud til siden og lave en alternativ version af ’Titanic’.
Med begge ben tilbage på gadeplan går vi på opdagelse i den multikulturelle metropol, der er en forunderlig blanding af den gamle og nye verden. De smukke victorianske og georgianske bygninger minder os om byens århundrede gamle kolonihistorie og står i stærk kontrast til dens moderne, polerede skyskrabere.
Men det er ikke kun arkitekturen, der afspejler byen som en pulserende smeltedigel. Omringet af frodige vinmarker er Cape Town de seneste år blomstret op som en kulinarisk oase, hvor kokke blander afrikanske råvarer med internationale køkkener. Byen er med andre ord en forførende Don Juan for alle os, der har et hjerte, der banker for sublim gastronomi og vidunderlige vine.
Hej, hej hvidhaj!
Dagen efter sejler vi tidligt om morgenen ud fra kysten ved Gaansbaai Habour, der er beliggende et par timers kørsel øst for Cape Town. Planen er, at vi iklædt våddragter og dykkermasker skal hoppe ned i vandet for at møde et af verdens mest gruopvækkende dyr: hvidhajen.
Efter en halv times sejlads slukker kaptajnen motoren og hjælper mandskabet med at hejse et stort tremmebur ned i vandet, mens en ung fyr begynder at hælde fiskerester ud for enden af båden. Lugten er kvalm, men åbenbart fortryllende, hvis man er en hvidhaj.
”Down, down, down”
… råber guiden ivrigt til os, som er det første hold nede i buret. Vi skvulper i vandoverfladen – ikke langt fra et stort, råt tunhoved, som han har kastet ned for at lokke det skarptandede rovdyr frem fra dybet og helt tæt på buret. Jeg snapper efter vejret, skubber hårdt fra mod de øverste tremmer og skyder hele min krop under det iskolde vand. Bobler, bølgeskum og grums slører mit udsyn, og lydskiftet er markant. Her er dødstille under vand. Kun min puls dunker højlydt.
Jeg drejer hovedet fra side til side, da jeg fornemmer en stor skygge, der ændrer form. Med en slangende blød bevægelse glider den tættere på, og nu toner konturen af en fire meter lang hvidhaj frem. Stik mod alle mine forventninger virker dens langsomme tempo både beroligende og hypnotiserende. Og pludseligt er det enorme dyr så tæt på, at jeg blot skal række armen ud for at røre det. Men jeg holder hænderne hårdt knuget om tremmerne – jeg vil gerne have både liv og lemmer med retur.
Sydafrikas Alcatraz
Både Martin og jeg er fortsat høje på en sælsom blanding af æresfrygt, rædsel, begejstring og stor fascination efter vores møde med hvidhajerne, da vi næste morgen går ombord på en ny båd. Denne gang er det for at dykke ned i landets dunkle fortid. Sejlturen bringer os nemlig fra Cape Towns pittoreske havnefront og ud til Robben Island – den berygtede fængselsø, hvor Nelson Mandela sad indespærret i 18 år under apartheidregimet.
”Driven by freedom”, står der på bussen, som venter ved kajen og kører os rundt på den lille, rå og golde ø. Her passerer vi blandt andet husene, hvor fængselsbetjentene boede med deres familier, samt kalkbruddet, hvor fangerne dagligt arbejdede. Og fra den brusende kyst kan vi se Taffelbjerget i horisonten, hvor Cape Town lyser forjættende op. Blot ni kilometer fra land.
Ved indgangen til fængslet tager en tidligere indsat mod os. Med afsæt i hans personlige historie fortæller han om bygningerne, så de historiske omgivelser bliver vakt til live. Om fløjen med de politiske fanger og cellen, hvor Mandela sad indespærret; om gården, hvor betjentene gjorde alt for at gøre livet værre for de indsatte; og om kontoret, hvor fangerne blev registreret og al post blev gennemlæst og censureret.
Dybt berørte går vi efter omvisningen under fængselsporten med de berømte ord: ”We serve with pride”. Fængslet, hvor mennesker ofrede deres liv til kampen mod det racistiske diktatur, er tomt. Men tilbage står et tankevækkende vidnesbyrd om et af landets mest grusomme kapitler i historien.
Foran os venter nu en helt anden rejse: Vi skal retur til Danmark. Med i bagagen har vi 13 dages begivenheder, der har gjort store indtryk. Alligevel synes det som om, at vi kun har oplevet en flig af Sydafrikas imponerende natur, kultur og historie. Og heldigvis. For det er jo blot en rigtig god grund til at komme tilbage.
Fakta om vores rejse til Sydafrika
Rejsen var arrangeret af Afrika Safari, der var hjælpsomme med alt både før og efter rejsen. Vi rejste i maj 2016, hvor vi først havde 6 overnatninger ved Kruger Nationalpark på Pestana Kruger Lodge og derefter 4 overnatninger i Cape Town på Hotel Cape Manor. Vi fløj over London til Johannesburg og hjem af samme rute med et fly fra Cape Town til Johannesburg.
