Med verdens højeste koncentration af vilde dyr og storslåede landskaber er Tanzania et af de mest populære safarilande. Vi drog af sted med drømmen om at bytte naturprogrammerne på tv ud med den ægte vare og komme helt tæt på savannens fascinerende dyreliv.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Rejseartiklen har været bragt i Vagabond Rejsemagasin, 2016
“Jambo jambo!” Den venlige hilsen på swahili kommer fra en afrikaner, som netop har parkeret en stor, grøn Toyota Landcruiser foran vores hotel i byen Moshi. Han vinker og går målrettet hen mod os. Tanzania står der med store blå bogstaver hen over brystet på hans hvide fodboldtrøje.
”You’re from Denmark? But you look chinese?”, spørger han undrende og rækker først mig hånden, dernæst Martin. ”My name is Zamo. I’m from Russia”, siger han – og flækker i et smittende grin, der afslører et stort mellemrum mellem hans fortænder. Først nu forstår vi, at han joker, og i løbet af de næste syv dage bliver vi fortrolige med hans lune humor. Zamo er guide og chauffør på vores safari gennem det nordlige Tanzania.
Med en Hehe bag rattet
Snart efter sidder vi i jeepen, der har et specialdesignet tag, som nemt kan løftes, så vi kan stille os op og få frit udsyn til naturen og dyrene. Dagens første bjergtagende udsigt er Kilimanjaro – Afrikas højeste bjerg, der med sine 5895 meter troner majestætisk på den flade højslette. Hvert år drister knap 50.000 mennesker sig til at klatre mod den ikoniske, sneklædte top. Men den vej skal vi ikke. Foran os venter et 200 kilometer langt road trip med kurs mod byen Karatu, der er udgangspunktet for morgendagens safari i Tarangire Nationalpark.
Kilometer for kilometer skifter sceneriet. Små landsbyer med butikker malet i stærke farver, reklameskilte og et mylder af mennesker afløses af bølgende bjerglandskaber og endeløse, flade sletter. Af og til dukker en rødklædt masai op, der vogter sit kvæg i den spredte bevoksning af græs, buske og akacietræer, som ligner grønne totter af vat.
Over os hænger solen på en skyfri himmel og horisonten brænder ud i en dis af varmebølger og støv. Tanzanias vidder er vildt betagende og helt enorme, hele 22 gange større end Danmark og hjem for flere end 125 forskellige stammer. Det var først, da landet blev frigjort fra det britiske koloniherredømme i 1961, at lederne formåede at samle nationen med et fælles sprog som katalysator til en fredelig sameksistens. I dag taler størstedelen af befolkningen swahili og identificerer sig selv som tanzaniere, før de nævner deres stammetilhørsforhold.
”He-he”, griner Zamo i staccato, da vi spørger hvilken stamme, han tilhører. Men det er ikke en kort latter – det er stammefolkets navn, som de fik for hundredvis af år siden, da de mødte nogle fremmede på savannen og udbrød: ”Hehe!”. For os lyder det, som om at de fandt mødet morsomt, men for Hehe’erne betyder det kort og godt: ”Wow!”.
Elefanter i snabelafstand
Næste morgen bliver vi hilst velkommen til Tarangire Nationalpark af et kæmpe baobabtræ, der står ved indgangen til parken. Trækronen ligner mest en børnetegning med sine krogede grene, og stammens omkreds er så stor, at det vil kræve 15-16 mennesker at nå rundt om den.
Tarangire er kendt for sine mange baobabtræer. Træets karakteristiske udseende og egenskab til at blive flere tusinde år, har gjort det til et af Afrikas mest sagnomspundne. Og det er ikke så lidt det store træ må lægge stamme til. Blandt andet siger en gammel overtro, at hvis du drikker frøene fra et baobabtræ, undgår du at blive spist en krokodille. Knap så heldig er du, hvis du plukker en blomst fra kronen, hvor du med garanti ender på løvens menu.
Måske er vi blevet bestrøet med tryllestøv fra baobabtræet, for i løbet af dagen oplever vi et sandt afrikansk eldorado af vilde dyr. Få meter fra bilen går brummende gnuer, store bøfler, små dikdik antiloper, karamelfarvede impalaer, langhalsede giraffer, stribede zebraer og ikke mindst parkens største og tonstunge beboer: elefanten. Synet af dyrene, når de langsomt, vuggende og græssende bevæger sig gennem det grønne vildnis, er fortryllende.
Men det er ikke magi – det er Tarangire. Parken har fået sit navn efter floden, der bugter sig gennem det bakkede, varierede landskab og forsyner dyrene med vand året rundt, hvilket er årsagen til den imponerende koncentration af dyr. Floden er savannens svar på fluepapir og gør det overraskende nemt at spotte dyrene.
Mødet med kongen af Serengeti
Høje på begejstring kører vi dagen efter længere mod vest. Ad rå og støvede grusveje, gennem Ngorongoros frodige højsletter, hvor masaierne bor i små lerklinede hytter, til Serengeti. Og det første syn af Afrikas mest berømte nationalpark skuffer ikke. Serengeti – der på masaiernes sprog betyder ’endeløse sletter’ og er to gange Sjællands størrelse – folder sig ud som et champagnefarvet tæppe. Udsigten strækker sig mod alle fire verdenshjørner og tager fuldstændig vejret fra os.
Pludselig slukker Zamo bilen. “You see it?” spørger han og peger i retning af … ingenting. Vi er omringet af tørt græs. Men det, vi troede var en ekstra ulden græstot, viser sig at være manken på en hanløve. Savannens største og stærkeste rovdyr. Den spankulerer langsomt i vores retning og lægger sig på en lille jordhøj to-tre meter fra bilen. De store hvide hjørnetænder er blotlagte i løvens let åbne mund, og jeg har det lidt som om, at de gule øjne kigger direkte på mig.
”Hakuna matata”, forsikrer Zamo, da vi spørger, om vi bør hive taget ned – og usagt priser os lykkelige over, at vi ikke har plukket en baobab-blomst. Men vi kan tage det helt roligt, så længe vi er i jeepen. Løven hverken ser eller lugter os som et bytte, beroliger han og fortæller så om en kvindes skæbne, da hun steg ud for at få et kuld løveunger til at posere for kameraet. “She did not get the picture”, afslutter Zamo historien tørt.
Telttur på savannen
Dagen lang spejder vi spændt efter flere vilde dyr. ”They eat anything – just like the Chinese”, ler Zamo, da vi spotter en leopard, der ligger henslængt som en diva i et træ. Lidt efter er vi tæt på at køre en flok vildsvin ned, da de kommer ræsende ud af en busk, med halen i vejret som radiobiler. Og vi må pænt holde tilbage for to giraffer, som langsomt manøvrerer deres lange stylter ud til siden, så de kan drikke af et vandløb, der løber på tværs af grusvejen. Et sjældent syn, da giraffen får det meste af sin væske fra træernes blade.
Flodhestene lugter vi, før vi ser dem. De tøndeformede basser slumrer i en plumret sø fyldt med deres egen afføring. Den kradse odør marker deres territorium, fortæller Zamo – og tilføjer som fun fact, at selv om en flodhest kan veje op til tre ton, så er den let som en astronaut på månen, når den er under vand.
Da vi sidst på dagen ankommer til vores camp, mangler vi kun næsehornet på den udvidede liste over savannens superstjerner, som bliver kaldt The Big Nine. Solen har fået fyraften og stjernerne prikket hul i den klare nattehimmel, så en bevæbnet vagt viser os hen til vores telt. Vi sover trods alt midt på savannen, hvorfor det er muligt også at møde dyrene her. Andægtigt lyttende til naturen, lige uden for vores luksuriøse værelse af kanvas, falder vi dog hurtigt i søvn.
Ngorongoro – et dramatisk paradis
Ingen ord er store nok, da vi to dage senere står på kanten af Ngorongoro-krateret. For vores fødder åbenbarer sig et gigantisk hul, verdens største caldera, der opstod for 2-3 millioner år siden, da en vulkan sank sammen efter en enorm eksplosion. Krateret er over 19 km fra kant til kant og nede i det 260 km2 store hul lever over 20.000 savannedyr i en usædvanlig tæthed. Det er som at ankomme til et forsvundet paradis,
da vi kører ned ad de stejle kratervægge til den frodige, næsten pandekageflade bund. Side om side græsser alle dyrene – kun giraffen glimrer ved sit fravær, da der ingen træer er, som den kan spise, her i det næsten sci-fi-agtige landskab.
Men selv i paradis bliver vi mindet om, at livet også er blodigt alvor. Zamo trykker pludselig på speederen, og vi drøner af sted. Længere fremme er en flok hyæner sat i løb, og vores guide har en fornemmelse af, hvad der på færde. Hyænerne griner hysterisk. Foran dem springer en ung gnu for livet, men de spinkle ben knækker sammen, da en hyæne bider sig fast. En støvsky rejser sig. Alle i bilen holder vejret. Jagten er forbi. Smurt ind i blod og med en triumferende latter flår hundene den lille krop fra hinanden. Og lyden af de skarpe tænder, der knaser knoglerne, overdøver vores larmende stilhed.
Kronen på værket
Stemningen i bilen ændres øjeblikkeligt, da vi får øje på to sorte næsehorn i horisonten. I 1970 var der 70.000 sorte næsehorn i Afrika. I dag er der under 500 tilbage i Østafrika, hvoraf lidt over 20 lever i Ngorongoro.
Med en næsten filmisk evne til at zoome ind på begivenhederne, manøvrer Zamo jeepen tættere på de sky giganter. Alt imens fortæller han som en effektfuld version af BBC’s legendariske David Attenborough, hvordan krateret fungerer som en naturlig og beskyttende indhegning. Den jordiske bowle gør det muligt for parkens rangers at vogte over det stærkt truede dyr.
Vi er nu under 100 meter fra de græssende næsehorn, da Zamo stopper bilen. Motorens brummen afløses af fuglekvidder. Det ene næsehorn kigger op. Det andet følger efter. ”Hurry”, beordrer Zamo lavmælt til os. De pansrede dyr begynder at gå. Og for et splitsekund føler vi os som ægte storvildtjægere, da vi stikker hovedet ud ad vores skjul, op gennem det åbne tag. Sigter mod byttet. Og løsner en regn af skud med kameraet. Oplevelsen er berusende. Vi har nedlagt The Big Nine.
Da vi den sidste og syvende dag tager vemodigt afsked med Zamo ved indgangen til Kilimanjaro Airport, leder vi forgæves efter en fjernbetjening, en replay-knap. Vi er slet ikke klar til at rejse hjem. Tanzania er gået i vores blod.
Heldigvis venter et nyt eventyr forude, nemlig seks dage på Zanzibar. Og allerede ved indflyvningen står det klart, hvorfor øen kaldes Tanzanias juvel. Fra vinduet kan vi se, hvordan kridhvide sandstrande omkranser den frodige ø som en lysende glorie i det turkisblå vand. Selv højtflyvende superlativer rækker ikke her. I stedet vil jeg ty til Zamos stammesporg og imponeret udbryde: Hehe!
