Ved det sydøstlige Bali dominerer silhuetten af en øgruppe ude i horisonten af Det Indiske Ocean. Mange dvæler ved det dragende syn fra strandkanten, men få tager sig tiden til at tage på opdagelse. Vi tog på weekendtur til øen Nusa Lembongan – og kom tilbage en uge senere.
Skrevet af Mette / Foto af Martin
Artiklen har været bragt i Rejsemagasinet VAGABOND, 2015.
Speedbåden slår motoren fra og glider langsomt ind mellem rækken af traditionelle udriggerbåde, der er fortøjret ved sandstranden. Det er en halv time siden, vi sejlede fra en af Balis travle turistmagneter, strandbyen Sanur. Og det er et markant anderledes syn, der byder os velkomne.
Stranden er næsten mennesketom, og under det turkisblå vand bølger mørkegrønne felter af havtang, der i kontrast til den hvide sandbund tegner en form for undersøisk patchworktæppe. En ældre kvinde, der er på vej op af vandet, balancerer med en flettet kurv på hovedet. Den er fyldt med dagens høst af tang. Hun stopper varsomt op og retter med sin ene hånd på sarongen, der vådt klæber mod hendes krop, og fortsætter op mod en lille sivhytte.
Sceneriet tryllebinder os et øjeblik og efterlader følelsen af på magisk vis at være dumpet ned i en tidslomme. Vi er ankommet til byen Jungutbatu på Nusa Lembongan. En lille uspoleret ø på otte km2, som Lonely Planet omtaler, som det “Bali, du drømmer om, men aldrig finder”.
Vulkansk view
Vi hopper fra båden og over på ladet af en åben pickup-truck. Speedometeret danser i ryk mellem 20 og 30 kilometer i timen, da vi bumlende forlader byen og kører ind i tropeskoven ad en smal, stejl og gennemhullet vej.
”WOW!”, udbryder min mand, Martin, da den prustende pickup har bragt os op på toppen af det bølgende bjerglandskab. Modsat kystens frodighed og store områder med mangroveskov er højlandet mere barsk. Her er afsvedne områder mellem vildtvoksende træer, buske og kaktusser. Men midt i vildnisset åbenbarer der sig et panorama ud over øens nordlige kyst, der stiller superlativerne i kø.
Heroppefra ligner bådene små skakbrikker, som svæver i det klare blå vand over felterne af tang. Byens smalle hovedgade løber gennem en collage af palmer, tegltage og templer og leder øjet mod udsigtens hovedattraktion: Den 3.142 meter høje vulkan Agung, der troner majestætisk bag Balis takkede kyst.
BOTANISK GETAWAY
Ti minutter – og mindst 253 huller i vejen – senere ankommer vi til Twin Island Villas. Vores hjem for weekenden. Og stedet er alle bumpene værd! En lille stentrappe fører ned ad bjergskråningen, hvor tre stråtækte pool-villaer ligger forskudt på små plateauer og putter sig i favnen af en grøn oase. Og uanset hvor man står, sidder eller ligger har man øens måske smukkeste udsigt ned mod kanalen, der løber mellem Lembongan og den mindre naboø, Ceningan – og fungerer som en megafon for det daglige symfoniorkester af fuglekvidder og hinduistiske ceremonier.
Vi bliver hilst varmt velkommen af BJ – en af stedets fem medarbejdere, der sørger for at gæsterne får et sorgløst ophold. ”We make you lazy”, griner han venligt, da han præsenterer Ketut, som står i køkkenet, og Nyoman bag baren. Og de eksotiske omgivelser emmer da også så meget af fred og gæstfrihed, at weekenden fordufter ubemærket. Fuldstændig som den florlette dis, der hver morgen hænger over kanalen og forsvinder i takt med, at solen klatrer op ad himlen og bader vores lille private tropeparadis i et glødende orange skær.
Vi er slet ikke klar til at rejse herfra. Rejseguidens løfter om et autentisk lokalmiljø, eksotiske strande, vilde surferbølger og farverige koralrev med et mylder af eksotiske fisk lokker. Vi booker fluks villaen fem dage mere.
SCOOTER SAFARI
Bølgerne banker ind mod den rå klippekyst og sprøjter med en gejsers kraft vandet flere meter op i luften. Det falder tungt ned i slugten og kaster en kaskade af støvregn over os. Oplevelsen forårsager en momentan forvirring. For det føles som om, vi befinder os midt i det vildeste uvejr.
Men for få minutter siden stegte vi under solen på den gyldne sandstrand med det ubeskedent passende navn, Dream Beach – blot et par hundrede meter herfra. Vi får et sug i maven, hver gang bølgerne slår mod land, og forstår godt, hvorfor de lokale har navndøbt stedet Devil’s tear. Det kan ikke være helt ufarligt at befinde sig for tæt på skrænten.
Ufrivilligt våde går vi tilbage til vores lejede scootere og sætter kurs mod krydset, som Nyoman har sat på et lille kort over øen. Han har inviteret os med til hans helt store hobby: Hanekamp. Som besøgende er det umuligt ikke at bemærke, at den ældgamle tradition er vældig populær på øen. Den hænger som et lydtæppe af galende haner, og det er nysgerrigheden efter at opleve verdens ældste tilskuersport, som får os til at takke ja til invitationen.
Turen går gennem Lembongan Village – den anden af øens i alt to byer, som er indbegrebet af det charmerende og søvnige lokalliv. Gennem duft af røgelse og lavt hængende vasketøj på tværs af smalle stræder. Udenom vildtfarende høns og dovne hunde midt på vejen. Forbi gamle hinduistiske templer og legende børn med farverige drager. Og over alt langs vejen ligger tang til tørre i solen.
BLODIG GAMBLING
Larmen af galende haner og tilråb fra publikum er overdøvende, da vi ankommer til den overdækkede arena. Vi har svært ved at se, hvad der foregår i ringen for skoven af arme, der vifter med pengesedler. Det første væddemål er i gang.
“Mette!” , hører jeg pludselig nogen kalde og ser Nyomans ansigt lyse op i mængden. Han vinker ivrigt og gør plads på bænken, hvor han sidder. Foran os står to mænd, som er ved at fastsnøre et ti centimeter langt knivsblad på en hanes venstre ben. Det ser grotesk ud, men hos Nyoman er der kun begejstring at spore. Fuglen dør jo efter få minutter, forklarer han, da han ser mit foruroligede ansigtsudtryk. For ham er hanekamp fuldstændig det samme som fiskeri og jagt.
Egentlig har hanekamp været ulovlig i Indonesien siden 1981, men er tilladt i forbindelse med religiøse ceremonier, hvor blodet fra hanerne er en ofring, der skal formilde de onde ånder. Dagens forestående hanekampe er en del af et fuldmåne-ritual ved øens største tempel.
Inde i ringen kaster to haner sig over hinanden. De springer op med baskende vinger og forsøger at hugge den monterede kniv i hinanden. Fjerene flyver rundt i luften. Publikum råber. Hanerne pruster. Galer skingert. Stemningen er på kogepunktet. Seancen er på en gang frastødende og fascinerende. Og få sekunder efter er det hele forbi. Den ene hane falder om. Der pibler blod fra næbet. ”Chicken soup”, svarer Nyoman, da jeg spørger, om dens skæbne? Vinderen får den døde hane, pengene og – vigtigst af alt: æren.
HAVETS KÆMPER
Det er dog vandsport, som er Lembongans helt store attraktion. Men strømmene er udfordrende, så man skal være en dreven surfer for at ride de bedste bølger eller en erfaren dykker for besøge revene, hvor den sjældne og tonstunge klumpfisk er.
Da vi hopper ombord i BJ’s svoger Pingkys båd, er det iført snorkelmaske, svømmefødder og drømmen om at svømme med djævlerokker. På sydsiden af øen kan man året rundt se kæmperne, når de svævende cirkler rundt på lavt vand for at blive renset af revets mindre fisk. Desværre er havet for oprørt til, at vi kan sejle derud i dag, forklarer Pingky, som forsøger at opmuntre os med, at han vil finde nogle ”big fish”.
De to første stop er en undersøisk banegård af små, travle tropefisk. På grund af tanglandbruget er de lokale ikke afhængige af fiskeri, hvilket er tydeligt at se på stimerne af farverige fisk, som får Den Blå Planets akvarium til at blegne.
”They don’t bite”, siger Pingky, da vi er hoppet i vandet for tredje gang. “What?” , siger jeg, lige inden jeg trækker masken på og stikker hovedet under vand – og kigger direkte ind i siden på en virkelig stor, tyk og mørkeblå fisk. Rundt om mig cirkler 15-20 stykker af samme slags. Uroligt, og i høj fart.
Jeg kan ikke se Martin. Noget glat rammer mit ben. Jeg spjætter forskrækket og padler baglæns i en form for hundesvømning. “What is THAT ?!” , råber jeg. ”Big fish”, siger Pingky oppe fra båden og peger begejstret i retning af mig. Og med en næsten filmisk timing, når jeg akkurat at se en lille fisk forsvinde i et åbent gab.
Tilbage på båden kan vi heldigvis grine af vores første møde med et af koralrevets større rovdyr, den blåfinnede trevalle – for nej, den bed ikke. I morgen går turen hjem igen. Det griner vi ikke så meget af. Det eneste vi kan tænke på er: Hvornår kan vi komme tilbage? For når man først har fundet otte km2 ægte paradis, så er det ufatteligt svært at slippe igen.
OM NUSA LEMBONGAN
Tre små Nusa’er
Tre små Nusa’er Nusa Lembongan er én af de tre øer, der ligger 12 kilometer fra Balis sydøstlige kyst. Nusa Penida er den største, og Nusa Ceningan den mindste. Af de tre øer er Lembongan længst fremme i udviklingen af et afslappende ferieparadis, og den stigende turisme har bl.a. betydet, at øens strømforsyning nu er tændt døgnet rundt.
Hanekamp – fair play?
Hanekamp har eksisteret gennem århundreder i den balinesiske hinduistiske kultur, hvor mænd fra alle samfundslag bruger formuer på at opdrætte kampfuglene, der plejes, trænes og fodres med styrkende foderblandinger. Dyreværnsforeninger påtaler grusomheden, men for de lokale er det en hæderlig kampsport. Hanekamp-entusiaster kæmper for at beskytte den mod grådige hasardspillere, der smører knivene med gift, pumper hanerne med steroider og sprøjter dem med smertestillende lige før en kamp. Det betragtes som snyd, ligesom at fiske med dynamit.
Tangbønder
Siden 1980’erne har størstedelen af lokalbefolkningen forsørget sig ved at dyrke havtang. Der går 30 dage fra tangen bliver sået til den bliver høstet – med håndkraft. Tangen lægges til tørre i solen, inden den bliver solgt og eksporteret til USA, Japan og Europa for at blive brugt til kosmetik, fødevarer og medicin. En familie ejer 3-5 hektar tangmark og kan høste op mod 1000 kg om måneden. Det giver en indkomst på ca. 3.800 kr., hvilket er højere end balinesernes gennemsnitlige løn på ca. 700 kr.
